Lever du fra Månen?

Af esoterisk astrolog Carolina Søndergaard

Månens placering i horoskopet giver os et astrologisk praj om vores tillærte mønstre fra barndommen, men også hvor vi finder tryghed og på hvilken måde, vi har brug for omsorg. Ikke mindst hvordan vi selv kan give os selv det.

Månen betegnes som en ”død” planet. I virkeligheden er den ikke en planet, men en måne. For lethedens skyld refereres der astrologisk til månen, som en del af planeterne, ligesom solen faktisk er en stjerne. De to himmellys plejer de også at kaldes.

Månen er feminin og modtagende i sin energi og hersker personligt i Krebsens tegn, der er tegnet for moderarketypen og netop omsorg. Når vi kommer ind i livet, sker det gennem vores mor (ofte repræsenteret ved månen).

Vi kommer alle sammen i et eller andet omfang med en håndfuld eller trailerfuld karmisk bagage, der er vores opgave som sjæle at rense og heale gennem livet. Det sker bl.a. gennem, at vi bliver bevidste via de prøvelser, vi møder på livets vej, og begynder at bruge vores sol i stedet. Solen repræsenterer vores jeg, bevidsthed og selvet.

Månen står bl.a. for det ubevidste, dit temperament og reaktionsmønster, det tillærte i opvæksten, mor/familien/slægten, fortiden og også tidligere livs karma – altså de forskellige uhensigtsmæssige månemønstre du har taget med i din karmiske kuffert og nu i dette liv skal gøre en indsats for at aflære, så du kan vokse som sjæl og blive dit sande jeg.

En af livets første opgaver

Opgaven lyder således på, at løfte de ubevidste, tillærte mønstre (månen) og bevidstgøre dem (solen), så vi ikke længere er taget til fange af vores underbevidsthed.

Denne proces kan vi speede gevaldigt op fx gennem bevidstgørelse i terapi eller gennem et indsigtsfuldt møde hos en dygtig astrolog. Der er dog ingen garanti for, at vi får bevidstgjort og forløst alle vores uhensigtsmæssige månetendenser i dette liv. Det afhænger alt sammen af os selv, vores frie vilje og vores villighed til at gøre det arbejde, der skal til. Mange kan ofte også bedre relatere sig energetisk til sit månetegn end sit soltegn. I hvert fald til en start i livet.

Selvom vi arbejder intensivt med vores månemønstre, vil vi ofte på en dårlig dag opleve at falde tilbage. Det sker for os alle sammen fra tid til anden. Ingen er perfekte – bortset fra de, der er født i Jomfruens tegn, naturligvis.

Mønstrene ligger ofte så dybt i vores underbevidsthed, at reaktionerne sker helt per automatik. Men det betyder ikke, at det er umuligt at vokse og udvikle. Det er da også vigtigt at huske, at en del af os favner månesiderne med omsorg og kærlighed. Følelsesmæssige behov er en del af det at være menneske, så forkast ikke disse sider. Arbejd i stedet på at integrere skyggerne, så de ikke længere har styringen over dig. At gå fra det ubevidste til bevidste er en del af menneskerejsen set fra sjælens perspektiv.

Der kan være mange faktorer, der spiller ind i forhold til, hvordan dine reaktive månemønstre virker for dig. Der er både tegnet, huset og aspekterne til de andre planeter, der påvirker din måne. Denne artikelserie handler kun om selve månen i tegnene. De øvrige nuancer er noget af det, der er rigtigt spændende at dykke ned i ved en astrologisk horoskoptydning.

Hvor er Månen i dit horoskop?

Læs om Månen i alle 12 tegn i denne artikelserie om Månen i de 4 elementer .

Forrige
Forrige

Planeterne i dit horoskop

Næste
Næste

Månen i ildtegnene