Planeterne i dit horoskop
Af psykologisk/ evolutionær astrolog Louise Bunnage
Er du nysgerrig efter at vide, hvad planeterne i dit horoskop betyder? Så er her en ultrakort gennemgang af de primære planeter.
SOLEN - DIT STJERNETEGN
Astronomisk set er Solen en stjerne. Det er årsagen til, at Solens placering i tegn ofte kaldes dit stjernetegn. Ligesom Solen er centrum for hele vores solsystem, er Solen i dit horoskop helt central. Man kan sige, at den repræsenterer grundlaget for din personlighed. Dit væsens kerne. Det er herfra, du udvikler din identitet og udtrykker din livskraft.
Solens placering i tegn og hus viser hvordan du kan udvikle din følelse af identitet, hvordan du kan finde din personlige power og hvilke oplevelser, der igennem livet kan styrke dit selvbillede.
Solen bevæger sig igennem de 12 tegn i løbet af ét år og er cirka en måned i hvert tegn.
MÅNEN
Når du ser Månen lyse klart på himlen, er det i virkeligheden en refleksion af Solens stråler. Månen kan nemlig ikke lyse ad sig selv. Astrologisk set viser månen på samme måde ofte det ubevidste. Det er først når der bevidst bliver kastet lys over skyggerne, at det kan bevidstgøres.
Med Månen har vi at gøre med dit indre. Dit månetegn fortæller noget om dit følelsesliv. Det kan fortælle om, hvilke (nogle gange ubevidste) følelsesmæssige behov, der kan ligge til grund for din adfærd og dit humør. Det er som bekendt Månen, der skaber ebbe og flod…
Det er vigtigt at kende til sit månetegn - for den er nøglen til indre ro. Tegnet siger noget om, hvad du har behov for, for at føle dig glad og være i følelsesmæssig balance.
Månen bevæger sig igennem alle 12 tegn i løbet af knap en måned, og den er i et tegn ca. 2,5 dage. For at være sikker på dit månetegn, kan det derfor være nødvendigt at kende dit præcise fødselstidspunkt.
MERKUR
Merkur kaldes ofte planeten for kommunikation. I dit horoskop fortæller Merkurs placering i tegn, noget om, hvordan du lytter, taler, tænker og bearbejder information. Har du for eksempel Merkur i Vægten, er en af dine styrker din evne til at tage højde for og se begge sider af en sag. Der skal jo være balance i de to vægtskåle…
VENUS
Venus er planeten for relationer, værdier og æstetik. Venus’ placering i dit horoskop fortæller eksempelvis noget om, hvad du har behov for hos en partner og hvad der skal til for at du kan slappe af og bare NYDE. Den fortæller også, hvad du selv kan bidrage med i dine relationer. Har du for eksempel Venus i Løven, har du behov for en partner, der værdsætter og støtter dig lige så meget som du værdsætter din partner. En partner, der ligesom du selv ikke er bange for at give udtryk for sin kærlighed. Løven er forbundet med hjertet og er, i sit højeste udtryk, gavmild med sin kærlighed.
MARS
Mars er planeten for viljestyrke og mod. Alle har Mars et eller andet sted i sit horoskop, så Mars er ikke nødvendigvis modig – men vil så gerne lære dig om mod lige præcis der, hvor din Mars er placeret. Mars’ placering i dit horoskop fortæller noget om, hvordan du udtrykker din vilje og aggression. Har du for eksempel Mars i Vædderen, er du af natur meget direkte og ærlig og har det bedst, når du udtrykker dine behov fuldstændig ærligt, uanset at det indimellem kan skabe konflikter i dine relationer. Vædderen går foran og viser vejen.
Fælles for MERKUR, VENUS og MARS er, at de bevæger sig relativt hurtigt gennem de 12 tegn i zodiakken. Det betyder, at du og dine jævnaldrende ikke nødvendigvis har Merkur, Venus og Mars i samme tegn.
JUPITER og SATURN bevæger sig noget langsommere end de personlige planeter, og derfor vil mange fra din årgang, eller for Saturns vedkommende flere årgange, have Jupiter og Saturn placeret i de samme tegn.
JUPITER
Jupiter er planeten for håb, visioner, vækst og muligheder. Jupiters placering i dit horoskop siger noget om dine muligheder for at vokse og udvikle dig. Jupiter kan på den ene side vise, hvor du har en tendens til at undervurdere dig selv eller at ’nøjes’. Jupiter kan på den anden side dog også vise, hvor du har det nemt, tager noget for givet eller overgør noget. Har du Jupiter i Vægten, kan du fx have særlige evner inden for det æstetiske og kan vokse enormt ved at stole på og udvikle dine kreative impulser. Er Jupiter tilmed i 10. hus, kan det være nogle evner, du gør til din karriere.
Jupiter er ofte blevet forbundet med ”held”. Man skal dog ikke tage fejl af Jupiter. Jupiter kan skabe vækst og muligheder, men en vigtig læring med Jupiter er, at skelne reelle udviklingsmuligheder fra luftkasteller og egoets begær.
SATURN
Saturn er på mange måder modsætningen til Jupiter. Det er planeten for karma, forstået som ”du høster, hvad du har sået”. Saturn repræsenterer ansvar, autoritet og selvdisciplin. Saturn er læremesteren, der viser dig, at du kan vokse gennem begrænsninger. Saturns placering kan vise, hvor du indledningsvist føler dig usikker. Saturn viser dig, hvor du skal lære at stå alene, og hvor selvdisciplin og vedholdenhed er nøglen til succes og selvrespekt. Har du for eksempel Saturn i vandbæreren i 5. hus, er det vigtigt for dig, at arbejde med dit kreative selvudtryk og udfolde dig kreativt på din helt unikke måde - uden at lade dig styre af andres forventninger til dig.
URANUS
Uranus er måske især kendt for sin uforudsigelige og oprørske side, men handler også om højere bevidsthed. Udtrykket ”som et lyn fra en klar himmel” illustrerer meget godt Uranus’ natur. I dit horoskop repræsenterer Uranus først og fremmest din individualitet. Placeringen i tegn og hus viser hvordan og på hvilket område, du skal lære at ”tænke selv”, uafhængigt af de normer og regler, du er vokset op med – og uafhængigt af sociale anerkendelse. Uranus’ placering i hus fortæller noget om, hvor i livet du må gå egne veje, frigøre dig og skabe forandring; hvor du eksperimenterer og går helt til grænsen - eller måske over grænsen?
Uranus er ca. 84 år om at bevæge sig igennem alle 12 tegn og er derfor gennemsnitligt 7 år i et tegn. Det varierer dog fra tegn til tegn hvor længe Uranus opholder sig.
NEPTUN
Neptun i dit horoskop repræsenterer din forbindelse til noget, man kunne kalde det guddommelige. Det har dog ikke (nødvendigvis) noget at gøre med religiøsitet og spiritualitet. Neptun har at gøre med det, der ikke er fysisk. Det handler ikke om ego’et, men om noget, der er større. Neptuns placering i dit horoskop viser hvordan og hvor du kan udvikle din bevidsthed omkring det, der er uhåndgribeligt – din intuition, dine drømme og dine visioner. Neptun er ikke optaget af dit egos behov, men det, der er større end dig. Med Neptun er der dog også risiko for illusioner, manglende grænsesætning, frygt eller direkte bedrag. Så det er vigtigt at kunne balancere Neptuns gaver med lidt realitetssans og jordforbindelse.
Neptun er ca. 165 år om at bevæge sig gennem de 12 tegn. Neptun kaldes derfor en generationsplanet – en hel generation har Neptun i samme tegn.
PLUTO
Pluto er planeten for transformation. Der hvor Pluto er placeret i dit horoskop oplever du i første del af livet de udfordringer, som det er tvingende nødvendigt, at du arbejder med. I hvert fald hvis du ønsker at skabe et liv, der føles autentisk og meningsfuldt. Pluto er på den måde uomgængelig. Man kan sige, at Pluto viser dit største ”blind spot”. Din opgave er, at udvikle din evne til at skelne mellem det, der er sand og ægte for dig, og det, der er en kunstig konstruktion. Pluto nedbryder, men kun for, at du bygge op igen gennem mere autentiske og kærlige valg. Plutos placering i hus fortæller noget om, hvor i livet du er i stand til at skabe gennemgribende forandringer. Du har en enorm styrke gemt her, men først må du blive bevidst herom.
Pluto er ca. 248 år om at bevæge sig gennem de 12 tegn. Det er dog meget forskelligt hvor længe Pluto opholder sig i et tegn. Eksempelvis er Pluto i Stenbukkens tegn i årene 2008-2023 (15 år) og i Vandbærerens tegn 2023/2024-2043 (20 år).
-
Dette var en introduktion til de 10 grundlæggende planeter. Det er værd at bemærke, at dit horoskop rummer meget mere end dem. Til en start er det fx oplagt at kende til din Ascendant, som ”startpunktet” for dit horoskop.
Det er forskelligt fra astrolog til astrolog hvilke øvrige elementer, man tager med i en tolkning. Personligt anser jeg måneknuderne som helt centrale i en tolkning og jeg medtager også Chiron og evt. andre asteroider og dværgplaneter når det er relevant. Er du nybegynder, vil jeg dog anbefale at tage ét skridt ad gangen. Det er vigtigt at have fundamentet på plads.