Tibetansk astrologi Problemberegningen

Af Benny Friis Gunnø

Denne artikel er en opfølgning på introduktionen til tibetansk elementastrologi. Her går vi metodisk til værks og ser nærmere på det, som i tibetansk astrologi betegnes som problemberegningen. Den tibetanske astrologi foretager en detaljeret kalenderberegning, der både knytter sig til indisk og kinesisk astrologi samt særlige "problemberegninger" (keg rtsis), som knytter sig element-astrologien.

Den tibetanske ”problemberegning” (keg rtsis) er knyttet til kalenderen. Beregningen går ud på, at man vurderer, hvordan det aktuelle år påvirker fødselsåret i positiv og negativ retning.

Personens energi inddeles i den forbindelse i fem kategorier.

1.    Livskraft (srog) - vitalitet, livslængde

2.    Krop (lus) - helbred, fysisk sundhed

3.    Styrke (dwang thang) - magt og handlekraft

4.    Held (klung rta) - medgang, rigdom og succes

5.    Sjæl (bla) - mental sundhed og styrke

Nedenfor kan du lære mere om hver af de fem kategorier.

Livskraft

Den tibetanske problemregning starter med at beregne elementet for personens fødselsår.

Er du fx, som jeg, født i Vanddragens år, er dit dyretegns element jord. Det skyldes, at dragen regnes som et jordtegn. Dermed er din Livskraft forbundet med elementet Jord. Livskraftens element er altså Dyretegnets element.

Her er en oversigt over Dyretegnenes elementer:

Trætegn: Tiger og Hare

Ildtegn: Slange og Hest

Jordtegn: Okse, Drage, Får og Hund

Jerntegn: Abe og Fugl

Vandtegn: Mus og Gris

Krop

Dernæst beregnes Kroppens element. Det kræver en særlig tabel. I denne beregning inddeles dyretegnene først i tre kategorier, hvor de får følgende nøgler, er baseret på de otte kinesiske trigrammer, som kendes fra I Ching.

Tiger, Hare, Fugl og Abe er trigrammet Kham = Vand

Okse, Får, Hest og Mus er trigrammet Zin = Træ

Hund, Drage, Gris og Slange er trigrammet Da = Jern

Man skal altså først finde nøglen til dyretegnet og herefter kroppens element

Oversigt over forholdene mellem dyrets element og kroppens (legemets) element.

Jeg er Drage og derfor skal jeg gå ind under Jern i venstre side af tabellen. Da jeg er Vanddrage, skal jeg dernæst gå ind under Vandkolonnen, hvor jeg ser, at min Krops element er Vand.

Havde jeg f.eks. været Ildhund, skulle jeg først konstatere, at nøglen til Hund er Jern. Derefter går jeg ind under ild i venstre side af tabellen og finder fødselselementet Ild. Herunder kan jeg se, at Kroppens element er Jord.

Styrke

Styrkens element er identisk med fødselselementet. Som Vanddrage er min Styrkes element Vand.

 

Held

Elementet for Held knytter sig til fødselsårets Dyretegn.

 

Tiger, Hest og Hund - Jern

Mus, Drage og Abe - Træ

Fugl, Okse og Slange - Vand

Gris, Får, og Hare - Ild

 

Som Drage er mit element for Held således Træ.

Sjæl

Også elementet for Sjæl er knyttet til fødselsårets Dyretegn.

 

Hest og Slange - Træ

Okse, Får, Hund og Drage - Ild

Fugl og Abe - Jord

Mus og Gris - Jern

Tiger og Hare - Vand

 

Således er mit element for Sjæl Ild.

 

Relationerne mellem fødselsårets elementer og det aktuelle års elementer

 

Vi har nu beregnet fødselsårets elementer og det næste trin i problemberegningerne er, at vi beregner det aktuelle års elementer på nøjagtig samme måde som før.

Som det fremgår af tabellen er året 2023 Vandharens år.

 

Ved den ovennævnte metode ser vi, at 2023 er forbundet med følgende elementer:

Livskraft (srog) - Træ

Krop (lus) - Jern

Styrke (dwang thang) - Vand

Lykke (klung rta) - Ild

Sjæl (bla) - Vand

 

Nu skal vi så undersøge, hvordan årets elementer på de nævnte område påvirker fødselsårets elementer på de samme områder.

 

Elementerne har følgende relationer til hinanden: Mor, søn, ven og fjende. Hvis et af årets elementer er mor til det tilsvarende element i fødselsåret, bedømmes det med tre hvide kugler og regnes som overordentligt godt. Personen bliver næret af året.

Hvis det omvendte er tilfældet, er årets element søn til fødselsårets element, og det regnes som neutralt og bedømmes med en hvid og en sort kugle.

Er årets element ven med fødselselementet, er det meget godt og bedømmes med to hvide kugler, men hvis årets element er fjende med fødselselementet, er det meget skidt, og det bedømmes med to sorte kugler.

Er elementet det samme, er det enten godt eller skidt og bedømmes med én sort eller hvid kugle.

Når bedømmelsen er foretaget, og det viser sig, at året på et eller flere områder viser sig at påvirke personen negativ, er det tid til at forberede modforanstaltninger i form af gode gerninger og / eller magiske ritualer. Gavmildhed i form af ofringer til de højere og lavere guddomme kan være én af metoderne til at modvirke de negative energier, der oftest personificeres som forskellige typer af dæmoner. For at skabe "medvind på cykelstien" er det f.eks. godt at ophænge bedeflag i samme antal som ens egen alder. Drejer det sig om skade på ens livsenergi, vil man typisk anmode en Lama om at give en langtlivsindvielse, og hvis man selv er en erfaren meditatør, vil man være i stand til at foretage meditationspraksis med visualisering af langtlivsbuddhaen Amitayus eller and langtlivsguddomme. Drejer det sig om ens fysiske helbred, anbefales ritualer til Medicinbuddhaen.

Er man i fare for at miste sin sjæl (mentale sundhed), er der et særligt ritual (bla 'gugs), hvor man kalde personen tilbage til virkeligheden.

I de tunge tilfælde, hvor der er tale om voldsom negativitet, vil man sørge for, at der bliver udført heftige ritualer til de vrede guddomme.

For dem af os som ikke har et meningsfuldt forhold til tibetanske guder og dæmoner, kan man arbejde med problemområderne på anden vis.

Når livskraften er udfordret, vil det være gavnligt at dyrke kontakten med naturen, som bugner af livsenergi. Tag nogle ture til skov og strand, gå i vandet og indånd den friske livgivende luft. Er man bekendt med åndedrætsøvelser, er det også en metode til at styrke sin livsenergi.

Er det kroppen og den fysiske sundhed, der er truet, er der mange metoder til at styrke sin fysiske sundhed, bl.a. fysisk træning, yoga og sund kost med gode proteiner, vitaminer og mineraler. Begræns eller stop usunde vaner som rygning, alkohol og smertestillende piller.

Styrke og gennemslagskraft handler meget om opbyggelse af selvtillid og om at sætte sig klare mål, som fører til forbedringer i ens egen og andres livssituation. Man opbygger en indre styrke ved at have gode humanistiske rollemodeller, hvor man oplever, at man har en vigtig og meningsfuld rolle at spille overfor sine medmennesker i den omgivende verden.

Lykke og held kommer ikke ud af den blå luft, men er et resultat af vore egne handlinger. Lever man i overensstemmelse med karmaloven, skaber man selv sin egen medgang og lykke. Er det modsatte tilfældet, er det os selv, som spænder ben for vores egen lykke. Hjælpsomhed og gavmildhed er en sikker vej til lykke og held.

Har vi ondt i sjælen, eller føler vi, at vores mentale sundhed er truet, er det vores forhold til de højere åndelige værdier, som skal komme os til hjælp. Hvad enten vi tror på Gud eller blot på det gode i livet, kan et åndeligt ståsted og en tro på en højere mening med livet forhindre, at vi mister forstanden og går til grunde i et mentalt kaos.

I vore dage kan mennesker miste troen på livet ved dagligt at blive bombarderet med dårlige nyheder fra medierne.

Jeg fortalte engang en tibetansk lama, at jeg i mine drømme led under alle de negative ting, der skete i verden, Hans gode råd var: "Hold op med at se så meget tv." Det samme gælder negative debatter og konspirationsteorier på de sociale medier. Det gavner ikke folks mentale sundhed og deres tro på livet.

 

Mewa og Parkha

 

Oprindelig var den kinesiske Mewa astrologi med dens ni magiske kvadrater og de kinesiske trigrammer, Parkha, knyttet til den kinesiske geomanti og forestillingerne om verdenshjørnernes betydning, men i den tibetanske elementastrologi er de også en del af problemberegningen, idet tibetanerne knytter dem til en særlig dæmonologi. Der findes en cyklus for begge disse kræfter.

Kvadraterne, Trigrammerne og Dyrekredsen

I 1952, mit eget fødselsår, var året ifølge tabellerne underlagt "Den Azurblå Treer", et magisk kvadrat med tallet 3 i midten, og 2023 er underlagt "Den Grønne Firer". For at anvende de ni tal i problemberegningen skal de omregnes til de fem kinesiske elementer:

 

1.      Den Hvide Etter - Jern, verdslige guder

2.      Den Sorte Toer - Vand, djævle (bdud)

3.      Den Azurblå Treer - Vand, onde kvindelige ånder (bsen mo)

4.      Den Grønne Firer - Træ, nagaer (klu)

5.      Den Gule Femmer - Jord, jordherrer (sa bdag)

6.      Den Hvide Sekser - Jern, kongedæmoner (rgyal po)

7.      Den Røde Syver - Ild, bjergdæmoner (btsen)

8.      Den Hvide Otter - Jern, elementarånder (lha smen)

9.      Den Mørkerøde Nier - Ild, hekse (ma mo)

 

I den tibetanske astrologi har de kinesiske elementer følgende farver:

Træ - grøn

Ild - rød

Jord - gul

Jern - hvid

Vand - blå eller sort

 

Kombineres den kinesiske astrologi med den indiske, hvor man regner med elementerne Jord, Vand, Ild, Luft og Rum, sidestilles Træ med Luft og Jern med Rum.

Der bestemte personligheds- og skæbnestræk knyttet til personer, som er født under en bestemt Mewa eller Parkha.

 



 

Namkha

 

Som en særlig beskyttelse mod negative astrologiske kræfter udviklede den tibetanske Lama Namkai Norbu Rinpoche et særligt trådkors, en Namkha, som hans elever udfærdigede i træ og farvet garn efter hans anvisninger. Efter en vision i begyndelsen af 1980'erne udgav Mesteren en detaljeret anvisning på beregningen af fødselselementer og Mewa, der svarer til de beregninger, som jeg har beskrevet i denne artikel.

Rundt om mine elementer for Livskraft, Krop, Styrke, Held og Mewaerne for Livskraft, Krop, Styrke og Held er farven på moderelementet til min Livskrafts element, der beskytter mit liv.

Min Livskrafts element er Jord og moderelementet til Jord er Ild. Derfor er den beskyttende kant rundt om mine elementer rød.

Under et kursus med Chögyal Namkhai Norbu i Norge 1985 fik jeg indviet min egen Namkha, som nu befinder sig over min seng.

Namkha for Vanddragens år (1952) genereret af et program, der er lavet af nogle af Chögyal Namkhai Norbus russiske elever. Du kan finde programmet her.

Find dit fødselsår

Du kan læse introduktionen til den tibetanske element astrologi og finde flere detaljer for dit fødselsår her.  

Litteratur

 Tsering Dolma Drungtso: Tibetan Elemental Astrology. Drungtso Publications 2002.

Philippe Cornu: Tibetan Astrology. Shambhala 2002.

Chögyal Namkhai Norbu: Namkha. Shang Sung Edizioni 1999.

A. Volguine: Lunar Astrologi. ASI Publishers 1974 (oversat fra fransk Astrologie Lunaire 1936)

 

 



Forrige
Forrige

Merkur i Fiskene

Næste
Næste

Hinduastrologi og livstydning