Hinduastrologi og livstydning

Af Vedisk Astrolog Marie Levy

Reinkarnation og Karma

For en hindu, en buddhist eller en, der har kendskab til vedaerne, er tanken om reinkarnation ikke et spørgsmål om, at ønske sig liv efter liv, igen og igen. Den tanke kan man måske fejlagtigt få. I buddhismen sammenlignes de evige genfødsler med et hjul. Et hjul, der mest af alt minder om en tvangstanke, der ikke er til at komme ud af igen når først man er kommet ind. Meningen med livet og formålet med at blive født kan ikke blive forstået før livets hjul holder op med at snurre rundt.

Men livet er vel trods alt også en gave, som det gælder om at få det bedste ud af, sammen med andre. For nogen foregår det i sus og dus og for andre i en hård og tilsyneladende uretfærdig læreproces, hvilket kan være svært at forstå uden troen på karma og reinkarnation. Det er også svært at forstå, at alting ender med kroppens forfald og dødens mørke. Det er ikke sådan et rigtigt eventyr ender, og hvis ikke det, at være i live er et eventyr... Det er jo mirakuløst at være vidne til denne jord og det univers, der omgiver den.

Mening og viden

Man skal nok være et troende menneske i en eller anden forstand for at anerkende en ultimativ mening med livet. Med andre ord hænger mening sammen med tro. Viden, derimod, hænger sammen med forklaring eller forståelse.

Men hvad kan vi egentlig opnå viden om, når det kommer til stykket? Karmaloven findes ikke i en lovsamling, der kan hives ned fra reolen og bruges som opslagsværk. Og selvom der findes mange vidnesbyrd fra mennesker, især børn, der kan huske deres tidligere liv, gælder de ikke som beviser. Der er jo også det med mennesket, at identitet først og fremmest hviler på historie. Identiteten som dansker hviler eksempelvis på Danmarks historie, mens det at være ’mig’ bygger på min personlige historie.

At huske sin historie har i høj grad med følelser at gøre. Spørg mig, hvad jeg lavede eller fik at spise i går, og det har jeg sandsynligvis glemt. Alle erindringer sidder i kroppen – ikke i hjernen. Når vi reinkarnerer, er der ikke noget at sige til, at den gamle historie er lagt bag os og glemt og ingen relevans har mere. Som nyfødte er vi overmåde indtryksmodtagelige og tilknytningsparate og på vej ind i en ny historie, og hvis vi sidenhen møder mennesker vi kender på et følelsesplan, er det sandsynligvis fordi vi har kendt dem før, men deres og vores historie bliver aldrig den samme som før. Vi er på vej ind i en helt ny historie, som skal bygge en nye identitet op, lidt efter lidt.  

Velgørende og harmfulde indflydelser

Det fremgår ret tydeligt i det hinduastrologiske verdensbillede, at det bevæger sig hen imod et mål og efter normer. Derfor vægtes alting som godt eller dårligt. Disse modsætninger indebærer dels, at visse planeter er velgørende, andre er harmfulde. Dels indebærer de, at guderne blandt planeterne står for evige værdier og dermed repræsenterer ’satviske’, altså spirituelle, værdier, mens ’dæmonerne’ blandt planeterne har en begrænset levetid at operere i. På samme måde som mange mennesker bilder sig ind at have begrænset tid, måske fordi de identificerer sig med dæmonerne, og derfor skal nå en hel masse. Det kan medføre grådighed, i forsøget på ikke at gå glip af noget.

Et vandtegn har også, i den sammenhæng, større værdi end et lufttegn. Ikke fordi et lufttegn mangler gode og vigtige kvaliteter der kan gavne os alle, men fordi vandtegn er mere satviske og rækker ud til det, vi her vil kalde livets ultimative mening. Vandtegn scorer højere.

Selv det bedste horoskop kan i hinduastrologien dog aldrig i sig selv lede frem til målet, uden at der finder en personlig omvendelse sted. Omvendelser sker iflg. kristendommen pga. nåde, mens det i hinduismen står klart, at det er karma og alle de anstrengelser der er gået forud, i liv efter liv, der en dag kommer til at omvende os. Tiden arbejder for os, og horoskopet viser vores plads i køen til evigheden.

Måneknudeaksen

Måneknuderne omtales i hinduastrologi som Rahu og Ketu, hhv. den nordlige og den sydlige måneknude. Men selvom der er tale om to punkter, skal de to ses i sammenhæng med hinanden, nemlig som en akse. Det princip gælder akser i det hele taget, dvs. ascendanten hænger sammen med descendanten, 6. hus med 12. hus osv. I et hvilket som helst oppositionsaspekt eller en fuldmåne, kommer de implicerede planeter også til at blive en slags afhængige af hinanden, som aksebundne fæller, der deler alting i tykt og tyndt. 

Det er altid Rahu, der peger fremad og Ketu, der peger bagud, hvorfor de også benævnes Dragens Hoved (Rahu) og Dragens Hale (Ketu). Men som akse repræsenterer måneknuderne de omgivelser, vi befinder os i og de aftryk, det sætter i sindet. Vi kan aldrig blive fri for disse påvirkninger, som slynger deres fangarme omkring os på godt og ondt.

Et eksempel på en kraftig påvirkning er reklameindustrien. Men alle relationer, fjerne som nære, har indflydelse på os, og kan, i bedste mening, tage ansvar for, og fortælle os, hvad vi bør gøre og mene. Meningen er, at vi skal finde os selv – Solen – men vi finder et bundt af normer og retningslinjer for  ”det gode liv”. Vi er ikke blevet bedre end dengang vi ville dømme en ugift kvinde med barn ude. Det er blot normerne, der har ændret sig siden dengang. De unge mennesker ligger under for stærkt gruppepres, konkurrence og forventninger. Selv om alder, erfaring, ja, Saturn og skæbnen, med tiden hjælper med at tvinge en personlig fortælling ud af os, ligger også voksne mennesker under for omgivelserne. Man behøver ingen sociale medier for at blive bluffet og tryllebundet, men de hjælper selvfølgelig med til at fastholde os meget effektivt i hvad der er ”det gode liv”.

I nordisk mytologi finder vi træet Yggdrasil, og et lille emsigt egern ved navn Ratatosk, som spyr ondt blod imellem slangen Nidhug ved træets fod og ørnen Vedfolner i træets krone. Den rolle er let at genkende. At sætte ondt blod imellem Rahu og Ketu påtager medierne sig hellere end gerne.

Aksen mellem Ketu og Rahu fortæller også en anden historie. Ketu og Rahu kan tilsammen styre vores bevidsthed, eller måske nærmere sløre den. Ketu på den ene side i form af fortidige minder - fortællinger om hvem vi er og hvor vi kommer fra - og Rahu - alle de planer og tanker vi har om fremtiden - på den anden side. Megen tid går med at leve i en fraværende tåge, idet hverken fortid eller fremtid kan opfattes med samme skarphed som nuet. I nuet er vi fuldt optaget af det, vi foretager os. Fortiden laver vi om på. Vi tror, vi kan huske den, men blander ofte tingene sammen. Fremtiden har vi ikke kendskab til og kan derfor bygge hvad som helst ind i den, hvad end det er  indbildning, ønsketænkning, frygt osv.

Rahu og Ketu hører til samme familie som de harmfulde, krævende planeter. De kaldes også for skyggeplaneter. De er ikke planeter, og hænger som akse sammen, så fortid og fremtid på mystisk vis følges ad. Reinkarnation foregår hele tiden, idet vi lader 'fødslen' af det næste nu være fuldkomment bundet op på det foregående. Det er svært at slippe tøjlerne og lade hesten selv finde hjem.

Sammenhæng mellem Ketu/Rahu og alder

I et livsforløb er der nogle afgørende år hvad angår Ketu og Rahu. Rahu modnes først fra omkring 42 års alderen og Ketu først fra omkring 48 år. I disse år synes vi at gøre forberedelser til, i Rahu-året at lægge grogrunden for fremtiden, og i Ketu-året at finde tilbage til noget fra fortiden.

I begge tilfælde sker der samtidig en slags nedbrud af noget, der hører den anden ende af aksen til, hhv. fortiden i Rahu-året og fremtiden i Ketu-året. Hele måneknudeaksen vibrerer på en gang.

Der kan også være særlige begivenheder i dit liv når måneknudeaksen hvert 18-19 år har vendt rundt og ligger modsat i forhold til fødselstidspunktet. Det sker første gang når vi er 9 år og 4 mdr. og herefter gentager ”omvendelsen” sig hvert 18-19 år.