Pluto i Vægten - Neptun i Skytten (1972-84)
Af psykologisk astrolog Lillian B. Jensen
Denne artikel er del af en serie, der omhandler samspillet mellem de to generationsplaneter, Pluto og Neptun. De fleste i dag har en mere eller mindre stærk sekstil mellem de to planeter. Generationsforskellene ligger i tegnene.
Denne artikel er for dig, der har Pluto i Vægten og Neptun i Skytten.
Denne generation fødes med et stort behov for og længsel efter frihed, med en nærmest futuristisk vision om et ideelt samfund. Der er forholdsvis få fødsler i denne generation, set i relation til de tidligere og senere. En anden interessant ting er, at næsten ingen af de store konjunktioner af planeterne fra Jupiter og ud forekommer i denne periode (slet ingen 1971-1981 og fire fra 1981-84), mens der i generationerne inden har været henholdsvis 7 (1939-55) og 6 (1957-71).
Denne generation har stærkt engagement og forpligtelse i relationer (Pluto i Vægt). De er klar over, at balance, harmoni og "fair play" kræver bevidst engagement, gensidig tillid, troværdighed og arbejde, og det er ikke en selvfølge, som den var for Pluto i Løve generationen. Pluto i Vægt generationens generelle tilgang til relationer er, at selv om man ikke er perfekt eller ens, kan relationer mellem disse uperfekte individer godt fungere, og man kan være forbundet netop af kontrasterne. Denne accept af forskellighed kan skabe grobund for gode relationer. Men Pluto her kan helt klart også vise dysfunktionelle relationer.
Pluto i Vægt og Neptun i Skytte er forholdsvis objektive. Det er ikke følelser, de baserer deres liv på, men mere tænkning og filosoferen. Der er stærke sociale og humanitære værdier. De er ikke så knyttet til kernefamilien, men er langt mere globale i deres forbindelser. Neptun i Skytte idealiserer det globale. De forlader gerne den traditionelle familie, er totalt upartiske, men ikke personligt engagerede.
Velfærdsstaten
"En velfærdsstat er en stat, der varetager en række funktioner, der har som intention at fremme velfærden for landets borgere. Målsætningen er lige adgang til en række offentlige tilbud, f.eks. på uddannelsesområdet samt et retskrav på kompensation for indtægtstab, f.eks. ved arbejdsløshed eller sygdom. En velfærdsstat er i praksis knyttet til en blandingsøkonomi, hvor statslig indblanding i markedskræfterne via skatter og afgifter gør omfordeling muligt, ligesom infrastrukturen i en velfærdsstat i højere grad vil være offentligt finansieret"
Fattigdom har altid været et problem, som samfundet har måttet håndtere. Måden samfundet har valgt at håndtere problemet har varieret mellem kulturer og generationer. Fra 1960 gik udviklingen af det velfærdsstatslige projekt stærkt - især i årene 1965-1976. Danmark fik et omfattende hospitalsvæsen og et fintmasket net af ordninger, der kunne yde sine indbyggere et vist mindstemål af økonomisk sikkerhed i tilfælde af sygdom og invaliditet. Generationen med Pluto i Jomfruen er unge i denne periode og ønsker ordnede, sikre forhold, mens den generation der fødes her, ikke bekymrer sig om den slags.
Det personlige versus det kollektive
Det er vigtigt at bemærke, at den enkelte person reagerer forskelligt på tidens trend. Vi har vores individuelle grundnatur i vores eget horoskop. De generationelle tendenser er en ramme, vi selv udfylder med vores eget liv. Men det giver stof til eftertanke at se det personlige liv udfolde sig i generationens perspektiv.