Ceres i Skorpionen

Ceres rykker den 16. september ind i Skorpionen. Og her befinder Ceres sig på mange måder ikke umiddelbart så godt. For Skorpionen er skyggerne, tab og den underverden, som Ceres’ datter Persefone bliver bortført til, og dermed på mange måder modsatrettet Ceres. 

Ceres kan her vise sin omsorg gennem dybe følelsesmæssige bånd, gennem intimitet og måske gennem psykologi/psykolog eller ved at sætte ord på det, der ligger underneden. Ceres her kan yde den mest optimale omsorg, når noget skal forvandles/transformeres, eller når nogen/noget bevæger sig fra en fase til en anden. Ceres i Skorpionen er dermed ofte omsorgen, vi møder i forbindelse med store kriser, traumer, når vi skal opereres, eller når vi skal dø. 

Ceres stod sidst i Skorpionen i slutningen af 2018 starten af 2019, og vi har nu taget en hel runde her og er formentlig blevet meget, meget klogere på omsorg.

Vi kan føle omsorg igennem mysterier, krimier, at se menneskets skyggesider men bestemt også opleve omsorg gennem det overnaturlige eller okkulte.

Med Ceres her, mærkes alting intenst og dybt, og omsorg fra andre (eller mangel på samme) kan trigge meget dybe, intense følelser i os.

Ceres er den omsorg vi modtager fra andre, den vi giver til andre og den vi giver os selv. Er der plads til, at vi rummer alle de svære følelser, som det at give og modtage vil trigge? Det kan være tillid/mistillid, vrede, frygt, jalousi, selvoptagethed, magt og magtesløshed. Det kan også handle om at give omsorg til de følelser, når de viser sig i os, så vi på samme måde kan rumme dem, når andre viser os dem.

Læringen lige nu består i at integrere det svære. Det kan være skyggesiden af omsorg eller at se skyggerne i forhold til den omsorg, vi giver og modtager, eller vores omsorgs-/tilknytningsstil.

Det kan handle om at opøve tilstrækkelig selvkontrol og tålmodighed til at kunne mærke, hvad vi kan sige og gøre for at stå stærkt i os selv. Andre kan aldrig tage magten fra os. Vi kan kun give andre den.  

Ceres kan også repræsentere det uundgåelige tab eller afslutningen, der er en del af enhver cyklus. Er man for hurtig til at give slip hvis tingene bliver svære (Skorpionen er ofte ”i modgang”) eller er der behov for, at man erkender at noget har passeret sin udløbsdato og skal slippes eller i det mindste må forvandles for at kunne fortsætte. 

Det kan føles meget omsorgsfuldt eller nærende at give slip på noget fra den ene dag til den anden, eller give en særlig energi at blive placeret i situationer der får adrenalinen til at stige eller som kræver hurtig forandring.

Ceres står i Skorpionen indtil den 26. november.  

Forrige
Forrige

Efterårsjævndøgn 2023

Næste
Næste

Vesta i Krebsen