Retningspile i horoskoptydning

– en udviklingsorienteret tilgang til astrologien

Af astrolog Karsten Zeuthen

Denne artikel er første del af en artikelserie om retningspile i horoskoptydning.

Del 1: “Himmellysene”

 Det kan være særdeles meningsfuldt at have nogle retningspile i livet, en slags indre kompas midt i hverdagens uendelige strøm af påvirkninger, trivialiteter og udfordringer, så man forbliver nogenlunde på den mest meningsfulde kurs gennem et langt liv. Astrologens måske fornemmeste opgave er at åbne klientens øjne for netop dette personlige og individuelle kompas, som fødselshoroskopet åbenbarer. 

De 4 retningspile

Jeg har fundet 4 meningsfulde retningspile i horoskopet i forbindelse med personlig udvikling. Alt i horoskopet skal selvfølgelig ses som en helhed, men de 4 retningspile udstikker en retning, en slags pejlepunkter, som det giver god mening at sigte efter. Del 1 af denne artikel handler om himmellysene - “hvem er jeg”? Jo mere bevidste og sikre vi bliver på vores identitet, jo mere trygt bliver det for os at forfølge vores personlige kald i livet, hvilket Del 2 “IC/MC” omhandler. Samtidig med at vi forfølger vore ambitioner, begynder flere af os at blive bevidste om et sjæleligt kald. Det handler del 3 og måneknuderne om. Del 4 handler om MC/ASC - om det indre valg der presser sig på senere i livet jo mere vi indfrier vores personlige mål i livet og går den indre vej.

Selvom de 4 retningspile i denne artikel handler om at bevæge sig væk fra noget og hen til noget andet, så er denne proces sjældent definitiv. Vi bevæger os aldrig helt væk fra den vi var men tager tværtimod alle erfaringer med os videre. Livet som menneske er komplekst, og ofte bevæger vi os både frem og tilbage i vores udvikling. Inden vi specifikt kaster os over himmellysene som retningspil, synes det på sin plads at beskrive, hvad de enkelte begreber mere præcist står for.

Ligheder og forskelle mellem punkter, akser og himmellysene

Det som Månen, IC og den sydlige måneknude synes at have til fælles er begreber som tryghed, fortid og komfort zone. Imidlertid er der en væsentlig forskel på disse, selvom de til tider synes at lappe ind over hinanden. IC er vores private jeg. Det er den vi er, når vi sidder hjemme i sofaen eller går rundt i haven. Samtidig beskriver den vores barndom og opvækst, hvor Månen derimod beskriver hvordan barndommen har påvirket os. Månen er vores ubevidste jeg og handler om, hvordan vi instinktivt reagerer på baggrund af underbevidste tilbøjeligheder og vaner med rod i barndommen. Den sydlige måneknude er vores samlede karmiske erfaringsbank. Hver gang vi tilegner os nye oplevelser og erfaringer, havner de i denne erfaringsbank, og langsomt udvider vi vores komfort zone og tør række ud efter den nordlige måneknudes udfordringer.

MC og den nordlige måneknude rummer ofte også nogle fællestræk, der kan synes svære at skelne mellem. De handler begge om udvikling og vækst, men hvor MC handler om personlig udvikling i forbindelse med vores status og offentlige jeg, så står den nordlige måneknude for vores spirituelle udvikling og vækst og er ofte forbundet med store udfordringer og personlig overvindelse, men samtidig med en oplevelse af rygvind, når vi finder modet til at bevæge os i den retning den udpeger.

Himmellysene som retningspile

At Solen og Månen er særligt vigtige i horoskopet, bør ikke overraske nogen. Se blot hvor meget de konkret fylder i vores liv. Solen i dagtimerne er den store varme livgiver, og Månen dukker op ud af ingenting på aftenhimmelen og bader os i dragende sølvlys. Månen skinner imidlertid ikke af sig selv, men reflekterer blot Solens lys, og sådan virker Månen også på det psykologiske plan. Den repræsenterer vanemæssige og instinktive reaktioner, vi har tilegnet os i vores opvækst.

Udviklingsmæssigt skal vi fra det Månen repræsenterer (vaner og instinktive reaktioner med rod i opvæksten) hen til at blive vores eget lys (Solen) – altså blive os selv, i stedet for blot at afspejle og genspille fortidens ubevidste mønstre. Den rejse handler på et psykologisk plan om at blive voksen og udvikle den personlige udstråling, der kommer af at være bevidst om sig selv og hvile i sig selv. Vi går altså fra et ubevidste jeg til et bevidst jeg.

I denne proces tolker vi astrologisk Månen overvejende negativt eller umodent, altså dens tegn, husposition og aspektmønstre beskrevet fra et ubevidst stadie, som noget vi skal lægge bag os. Samtidig tolker vi Solen med de positive træk, der kendetegner dens tegn, husposition og aspekter. Hvis vi skal se på de 12 stjernetegn med baggrund i det modne Sol-niveau eller det ubevidste Måne-niveau kan vi f.eks. bruge stikord som følger:

Vædderen: Har et indre behov for at være aktiv og bevise sit mod. På det bevidste Sol-niveau er Vædderen pioneren eller initiativtageren, mens den på Måne-niveau kan tolkes som intolerant og utålmodig.

Tyren: Har et indre behov for stabilitet og sikkerhed. På det bevidste Sol-niveau er Tyren den kvalitetsbevidste, naturelskeren eller den rolige, mens den på Måne-niveau er stædig, ufleksibel og doven.

Tvillingerne: Har et indre behov for at kommunikere sine ideer og tanker til andre. På det bevidste Sol-niveau er Tvillingerne fortælleren, den nysgerrige og mentalt åbne, mens den på Måne-niveau er rastløs, nervøs og overfladisk.

Krebsen: Har et indre behov for følelsesmæssig tryghed. På det bevidste Sol-niveau er Krebsen f.eks. familiemennesket eller beskytteren, mens den på Måne-niveau er omklamrende, tryghedsafhængig og humørsvingende.

Løven: Har et indre behov for at være legende og selvstændig. På det bevidste Sol-niveau er Løven entertaineren, legebarnet eller det gode eksempel, mens den på Måne-niveau er drama-queen eller selvhøjtidelig.

Jomfruen: Har et indre behov for at tjene andre og være nyttig. På det bevidste Sol-niveau er Jomfruen den hjælpende ånd, den flittige, den konstruktive fejlfinder, mens den på Måne-niveau er overkritisk og overperfektionistisk.

Vægten: Har et indre behov for at skabe harmoni og balance. På det bevidste Sol-niveau er Vægten diplomaten eller fredsstifteren, mens den på Måne-niveau er ubeslutsom og behagesyg.

Skorpionen: Har et indre behov for intensitet, dybde og følelsesmæssig kontrol. På det bevidste Sol-niveau er Skorpionen den indre kriger eller transformatoren, mens den på Måne-niveau er kontrollerende, mistænksom og paranoid.

Skytten: Har et indre behov for at søge mening og forståelse. På det bevidste Sol-niveau er Skytten den eventyrlystne, filosoffen, mens den på Måne-niveau er dømmende, bedrevidende og urealistisk.

Stenbukken: Har et indre behov for at sætte sig konkrete mål og skabe struktur. På det bevidste Sol-niveau er Stenbukken autoriteten, den selvdisciplinerede, mens den på Måne-niveau er overskeptisk og overansvarlig.

Vandbæreren: Har et indre behov for at være speciel og indgå i fællesskaber. På det bevidste Sol-niveau er Vandbæreren humanisten og individualisten, mens den på Måne-niveau er overdreven teoretisk, unødvendigt provokerende og ønsker frihed for enhver pris.

Fiskene: Har et indre behov for at sætte sig udover sig selv og dagligdagens begrænsninger. På det bevidste Sol-niveau er Fiskene mystikeren eller kunstneren, mens den på Måne-niveau er verdensfjern, forvirret og undvigende.

Men lad os se på nogle konkrete eksempler:

Elvis Presleys horoskop

Elvis havde Månen i Fiskene. Kodeordene her er verdensfjern, forvirret, undvigende. Der er ofte megen smerte forbundet med fiskemånen og et ønske om at flygte væk fra virkeligheden og ind i fantasien eller et misbrug af en art. Med Solen i Stenbukkens tegn er vejen væk fra smerten og hen til at blive voksen og bevidst forbundet med at sætte sig konkrete mål, gå efter sine ambitioner og blive sin egen autoritet. Det lykkedes desværre aldrig helt for Elvis, der konstant tillod sig selv at være underlagt sin manager. Han sluttede sin karriere i Las Vegas, som en fugl fanget i et guld bur. Aften efter aften optrådte han i de samme rammer, boende på sit hotel, og med adgang til alle de stoffer han ønskede. Drømmen om at komme på Europa turne forblev en drøm. Han døde i en alder af 42 år svarende til en halv Uranus runde. Den tid hvor vi alle bliver bevidst om vigtigheden af at udleve vores individualitet. 

Ser vi på Månen i 3. hus kan følgende kodeord f.eks. beskrive den ubevidste måne identitet: Mister sig selv i net af ligegyldige bekymringer og overfladiske kontakter. De mange bekymringer, som Elvis´ manager præsenterede ham for, holdt ham givetvis skak i et evigt nu uden perspektiv (3.hus), og overfladiske kontakter har der givetvis været rigeligt af. Alle ville have en del af “kongen”.

 Månens konjunktionen med Saturn giver lavt selvværd, da man konstant føler sig mangelfuld eller begrænset. I Elvis´ tilfælde måske i forhold til selv at sætte ord på og skrive sine egne sange (3. Hus). Hvis Elvis havde fundet modet og viljen (Sol kvadrat Mars) til at komme gennem krisen og følge sine personlige mål, ville vi sikkert have haft glæden af at se endnu flere af hans 2. hus ressourcer blive udlevet. F.eks. i form af et gennembrud som sangskriver (Merkur, Venus, Sol i opposition til Pluto og kvadrat til 3. hushersker Uranus). Der må have været nogle intense, dybe og transformerende historier med Pluto i 8. hus, der desværre aldrig så dagens lys.

Mette Frederiksen kom til posten i en meget udfordrende og svær periode med såvel korona samt krig på det europæiske kontinent. Lad os se lidt på himmellysene i hendes horoskop. 

Mette Frederiksens horoskop

Månen står i Fiskene i 4. hus. Allerede her aner vi et meget privat og personligt menneske. Ser vi nærmere på kodeordene for Månen i Fiskene kan vi f.eks. bruge følgende ord: Verdensfjern, forvirret og undvigende. De ubevidste kodeord der knytter sig til Månen i 4. hus kunne f.eks. være: Gemmer sig væk, gemmer sig privat eller i den indre verden. Det er der ikke megen lederenergi over. Hvis vi imidlertid kigger på kodeordene for Solen i Skorpionen ser vi følgende: Den indre kriger, transformator, dybde psykologen. Med Solen i Skorpionen på kanten af 2. hus bliver Mette Frederiksen først for alvor sig selv, når hun går fra noget privat og drømmende hen til noget mere vedholdende, opbyggende og magtfuldt. En der ønsker at gøre en forskel og ændre på tingene, og med Solen på kanten af 2. hus er det vigtigt at turde stå personligt frem med sine egne værdier og måske herigennem indse, at ens egen personlighed (Solen) er ens største ressource.

Månen har et konfliktaspekt til Merkur/Neptun konjunktionen. Heri ligger et intuitivt intellekt, en evne til at fornemme hvad der er rigtigt eller forkert. Imidlertid kan aspektet i den tidlige del af ens liv være en drillepind, da der ikke altid er overensstemmelse mellem det man siger, og det man gør. Der er en tendens til at lægge røgslør ud, da man ikke ønsker at såre andre og ikke selv ønsker at blive såret. Det stammer fra en opvækst, hvor man af den ene eller anden grund har lært at “tænke taktisk” og fornemme hvad andre gerne vil og IKKE vil høre. Denne tendens er Mette Frederiksen nødt til at lægge bag sig, hvis ikke den skal ende med at fælde hende. Skorpion Solen siger også helst tingene lige ud, og hun gør klogt i at træffe et bevidst valg om at være ærlig uanset konsekvenserne.

Solens eneste aspekt er til Saturn i 10. hus i Jomfruen. Hun finder sig selv ved at indtage en fremtrædende og ansvarlig position, hvor hun målrettet går efter at analysere tingene til bunds og lægge effektive strategier, der på konkret plan kan føres ud i livet. Hun trives som leder, i hvert fald så længe hun husker på også at give plads til månens mere drømmende sider på hjemmefronten.

Som tidligere nævnt går vi aldrig helt væk fra noget, vi tager alle vore erfaringer og sider med os. Mette Frederiksen har uden tvivl en blød side, hvor hun har et “soft spot” for de skrøbelige eksistenser i samfundet. Men med Sol, Venus og Ascendant i Skorpionen i 1. hus samt Mc i Løven og Saturn i 10., er det måske ikke altid det billede, hun giver af sig selv i offentligheden. Måske det endda er en side af hende selv, hun har lært at undertrykke eller kun finder frem bag lukkede døre i familiens skød, hvor fantasi og medfølelse trygt kan luftes. Solen i kvadrat til Saturn i 10. har i hvert fald lært sig selv at tage ansvar, og gøre det der skal til for at komme frem i livet.

I næste artikel ser vi netop nærmere på MC og 10. hus og dens samspil med IC og vores private jeg, som er den 2. retningspil i horoskoptydningen. 

Forrige
Forrige

Mars i Løven

Næste
Næste

Venus i Krebsen