Den sydlige måneknude i tegn - King of Karma del 2
Den sydlige måneknude i tegn - King of Karma del 2
Kom vi til verden som uskrevne blade eller er der et vist glimt af noget gammelt i det nyfødte spædbarns øjne? Måske er forklaringen på de ting vi er naturligt gode til allerede som børn, at vi har brugt mange timer på at fremme disse kvaliteter og evner, i et tidligere liv. Tænk f.eks. på Mozart der i en meget tidlig alder både spillede avancerede klaverstykker og komponerede. På tilsvarende vis kan uforholdsmæssig megen ængstelighed eller smerte hos et spædbarn måske skyldes omstændigheder, der ligger langt længere tilbage i tiden, end vi aner, og som i en eller anden udstrækning er helt udenfor de nybagte forældres kontrol, selvom det næppe er tilfældigt, at vi får de børn vi får eller de forældre vi får.
Ligesom solen i dette liv beskriver vores bevidste jeg, vores overordnede og samlende fornuftsidentitet, som vi bruger en del tid på bevidst at dyrke, så beskriver den sydlige måneknude det samme blot i et eller flere tidligere liv. Det tegn den står i fortæller en væsentlig del af “hvem vi var”, hvad der var vigtigt for os, og hvilke kvaliteter vi brugte en hel del tid på at tilegne os tidligere. Som sådan repræsenterer den sydlige måneknudes tegn position et baggrundstæppe for hele horoskopets udfoldelse. Den sydlige måneknudes tegnposition står simpelthen for vores overordnede karmiske grundidentitet, som vi slæber med os ind i dette liv. Herskerens tegn position fortæller uddybende om hvorvidt denne grundidentitet understreges, uddybes eller trækkes i en lidt anden retning samtidig. Aspekter og husposition uddyber og giver nuancer, men det er emnet for de kommende artikler.
Lidt teknisk
Måneknuderne bevæger sig baglæns gennem horoskopet og når hele vejen rundt på ca. 18 år, hvilket betyder, at hvert tegn får besøg af den sydlige måneknude i ca. 1,5 år. Det giver selvfølgelig visse fælles træk hos en hel årgang med den sydlige måneknude i samme tegn. Imidlertid kan måneknuden stå i 12 forskellige huse samt aspektere forskellige planeter. På samme vis kan den sydlige måneknudes hersker stå i et helt andet tegn eller hus og have andre planetaspekter. Hele den sydlige måneknudes symbolik er altså ret kompleks og derfor også ret individuel, selv for mennesker på ca. samme alder og med sydlig måneknude i samme tegn. I forhold til den sydlige måneknude hersker anbefaler jeg at se på både gammel og ny hersker, men især den gamle herskers tegnposition.
Karma, vaner og ressourcer
Den sydlige måneknude beskriver både karma, vaner og ressourcer fra fortiden, som vi bringer med os ind i dette liv. De ressourcer vi har tillært os, måske gennem flere livs anstrengelser, skal vi selvfølgelig ikke blot kaste ud med badevandet. Vi kan få meget glæde af de kvaliteter den sydlige måneknude rummer, men når vi beskæftiger os med den evolutionære astrologi, så er tydningen af den sydlige måneknude, at den repræsenterer noget, vi er for knyttede til og ubevidst blot gentager af vanens magt. Den beskriver noget, der holder os unødvendigt tilbage. Tilbage fra hvad? Udvikling! Tilbage fra at række ud efter modpolen, den nordlige måneknude der står og kalder og lokker os til at bevæge os ud af komfortzonen og ud på det dybe vands nye udfordringer, muligheder og udfoldelsesmuligheder. Den nordlige måneknude er tæt forbundet med de sjælelige mål vi satte os for den inkarnation, vi nu befinder os i.
De stier vi betrådte i fortiden kaster såvel skygger som lys langt ind i nutiden
Den grundige tydning
Ofte kan vi i tydningen af et horoskop have en tendens til lidt for hurtigt at springe fra det ene symbol til det andet, inden vi helt har forstået og beskrevet tingene til bunds. Derfor er det også vigtigt at være grundig i beskrivelsen af de udfordringer den sydlige måneknude giver os, inden vi giver os i kast med at beskrive recepten eller medicinen, som vi henter i den nordlige måneknudes gaver og potentialer. Netop derfor kommer vi også kun sporadisk ind på den nordlige måneknude her, for formålet er et andet, nemlig at forstå det vi kom fra, at forstå det vi på et helt overordnet plan har med i rygsækken, allerede når vi træder ind i dette liv, og her er den sydlige måneknudes tegnposition et godt sted at starte.
De følgende beskrivelser er med vilje gjort korte og præcise og ment som inspiration til videre fordybelse. Det primære fokus er lagt på de udfordringer, som den sydlige måneknude giver og mindre vægt er lagt på de iboende ressourcer. Husk at beskrivelserne af den sydlige måneknudes tegn position beskriver de følelsesmæssige sjælserindringer vi har med os, der ligger så dybt i os, at vi ofte reaktiverer disse kvaliteter og psykiske tendenser helt automatisk, da de er så indgroet en del af vores samlede væsen.
Tolkningerne af den sydlige måneknudes tegn position kan med fordel også bruges på den sydlige måneknude herskers tegn position, men først efter at vi grundigt har studeret den sydlige måneknude. F.eks. vil den sydlige måneknude i Fiskene give anledning til også at studere især Jupiters men også Neptuns tegn position. Et eksempel kan tjene som illustration: Hvis f.eks. man er kommet til verden med den sydlige måneknude i Vædder, da er man født med krigerens reflekser og vil have en tendens til let at rage uklar med andre mennesker. Står herskeren Mars i f.eks. Tvillingerne tilføjes endnu et lag til krigerens reflekser og konfliktparathed, nemlig en vis rastløs og umoden intellektualisering. Krigeren kommer måske primært til udtryk gennem verbale knytnæveslag og ordlussinger, der deles ud til højre og venstre. Eller måske man er den “ensomme ulv”, der går sine egne veje og gerne tager teten og styringen (Vædderen) og som samtidig har det med løbe lidt formålsløst rundt i cirkler (Tvillingerne) og håndtere her og nu opgaver uden et egentlig overordnet mål.
En sidste ting er værd at nævne, inden vi kaster os over retningslinier for tydningen af den sydlige måneknude/herskeren i de 12 tegn, og det er, at vi har en tendens til at genskabe omstændigheder i dette liv, som den sydlige måneknude repræsenterer. En eller anden “velkendt” eller “genkendelig” energi eller livssituation i dette liv, der repræsenterer en udfordring eller et tema, og som kan aflæses gennem den sydlige måneknude, har sandsynligvis fundet sted i et tidligere liv blot under andre omstændigheder men cirklende omkring samme tema. Dette er værd at huske på under tolkningen af den sydlige måneknude. Vi har det med at genskabe mønstre fra fortiden. Også fra tiden før denne inkarnation.
Den sydlige måneknude eller dennes hersker i Vædderen
Aktiv, handlende, kæmpende. Født med krigerens reflekser og tiltrækkes af og tiltrækker situationer med spænding, konkurrence og intensitet. Befinder sig ofte følelsesmæssigt i noget der minder om “do or die” situationer. Krigserfaringer i tidligere liv er bestemt en mulig sjælelig erfaring. Oplevelser bringer hurtigt latente minder om “kniven for struben” frem. Utålmodighed, vrede, og egoistiske tilbøjeligheder skyldes sandsynligvis en indgroet vane fra tidligere liv med at skulle klare sig selv, stå på egne ben samt nødvendigheden af at tage teten. Vrede og frygt kan opstå ud af det blå. Som om der altid er en fornemmelse af frygt, fare og stress, der giver en instinktiv parathed til at gribe til våben.
Selvom Mette Frederiksen ganske vist har Mars og MC i Løven samt Merkur i Skytten (alle ildtegn), så giver den sydlige måneknude i Vædderen alligevel et noget andet billede af en Sol, Måne, Ascendant personlighed i vandtegn. Med den sydlige Måneknude i Vædderen har Mette Frederiksen fra tidligere tider været vant til at kæmpe for at overleve (survival of the fittest), hvilket helt klart har vakt en vis genkendelse i hende under såvel Corona krise samt Ukraine krigen og truslen fra Rusland. Med sydlig måneknude hersker i Løven er hun heller ikke bleg for at stå meget personligt frem og i 9. hus at orientere sig ud ad mod den store verden. Den sydlige måneknude i Vædderen står på grænsen af 6. hus og indikerer, at hun kommer fra omstændigheder, hvor hun har skullet håndtere store byrder af pligter og ansvar (6. hus), hvilket er forbundet med Vædderens ”survival” princip. Kniven har været på struben flere gange før, og modig, beslutsom handling har været påkrævet. Oppositionen til Pluto tyder på ydre omstændigheder der tidligere har tvunget hende i knæ med magt og medført afmagt og tab af kontrol.
Den sydlige måneknude eller dennes hersker i Tyren
Bevarende, sansende, urokkelig. Født med en overdreven tilknytning til stabilitet og forudsigelighed. Foretrækker det velkendte og undgår det uventede. Har levet det simple, jordiske liv med harmonisk kontakt til naturen, måske som bonde, fisker eller indfødt, en del af det oprindelige naturfolk. Der er ofte en tendens til at klynge sig stædigt til bevarelsen af status quo samt en overdreven tendens til at fokusere på materiel sikkerhed og tryghed i det ydre. Man klynger sig til det man har på besiddende og overdrevent beskyttende vis, måske i forbindelse med at naivitet har påført en følelsesmæssig smerte tidligere i forbindelse med at miste.
Den sydlige måneknude eller dennes hersker i Tvillingerne
Nysgerrig, alsidig, rastløs. Medfødt sult efter stimuli. Sandsynligvis påvirket af tidligere livssituationer, der har krævet lynhurtige reflekser og evnen til at genkende muligheder og forfølge dem øjeblikkeligt. Dette har skabt en tilstand af kronisk mental overanstrengelse, hvor tilpasning har været lig overlevelse. Tendens til at sprede sig for meget, for hurtigt og for tit. Masser af effektive her og nu taktikker i livet, men ingen overordnet retning, formål og strategi. Løber rundt i cirkler. Plasker rundt i den kendte andedam uden at løfte blikket i forhold til det overordnede billede. Mentalt selvforsvar. Ustabil. Intellektualiserer alt. Vil forstå alting først. Tvillingerne har også med ungdom at gøre, og tidligere sjælserfaringer kan være knyttet til f.eks. alt for tidligt gift, tidlig graviditet, opgør med familien i tidlige år og efterfølgende udelukkelse fra denne og dermed fokus på evne til at klare sig på gadeplan.
Den sydlige måneknude eller dennes hersker i Krebsen
Følsom, omsorgsfuld, tryghedsskaber. Medfødt behov for at tage sig af nogen. Medfødt følelse af loyalitet overfor bestemte mennesker i livet, især familie. Trang til at beskytte nogen og drage omsorg kan stamme fra tidligere livs svære oplevelser i forbindelse med at være forælder eller fra komplekse familiebånd fra tidligere liv der nu udleves igen. Overbeskyttende, tryghedssøgende, sentimental og følelsesmæssig afhængig. En ofte usynlig tendens til at flygte fra egen sårbarhed ved at “tage sig af nogen” (omklamre). Grænseløs overidentificering med klanen eller familiens værdier og interesse.
Den sydlige måneknude eller dennes hersker i Løven
Stolt, strålende og scenevant. Har i tidligere liv måske haft en vis status eller privilegier og derfor måske været genstand for en vis misundelse hos andre. At være født med visse privilegier (familiebaggrund, rigdom, arv, royalt blod, barn af kendt person etc) medfører store sociale forventninger i forhold til rolle, ægteskab, arbejde, værdier og opførsel, hvilket kan være en spændetrøje. Man er på og forventes at “stråle”, hvilket kan resultere i forventningspres og mistet frihed. Medfødt tendens til at skulle være i centrum kan give et overdrevent stort behov for anerkendelse og opmærksomhed for at kunne fungere. Kommer let til at tage alt lidt for personligt og overvurdere egen vigtighed.
Den sydlige måneknude eller dennes hersker i Jomfruen
Kompetent, præcis, hjælpsom. Den service mindede der arbejder på at forbedre sig selv indenfor noget. Har i tidligere liv stræbt hårdt efter at være perfekt og fejlet – naturligvis. Det har medført dyb, sjælelig erindring og følelse af ikke at være god nok med dertilhørende skam, skyld og en selvbebrejdende attitude. Undertrykkende, skyld og skam styret religion kan være synderen. Det samme kan almen kulturel moralsk strenghed. Følelsen af ikke at være god nok kan også skyldes race eller at man er blevet udelukket eller nedgjort p.g.a. etniske minoritetsforhold, eller streng disciplinær afstraffelse i hjem, skole eller på arbejdsplads, eller måske seksuelt misbrug. Manglende tro på sig selv og et opgivende, negativt humør kan dræne al sjov, magi og kærlighed ud af livet. En bitter slave mentalitet giver tendens til konstant bekymring samt til at være fejlfinder hos både sig selv og andre.
Den sydlige måneknude eller dennes hersker i Vægten
Charmerende, kompromissøgende og høflig. Gemmer sig bag høflighed, hensyn og respekt uden at vise sande jeg. I den karmiske fortid har partnerskab, ægteskab, tætte relationer og i det hele taget det at kunne enes og samarbejde været bærende elementer. Vil ofte have følelsen af “har jeg ikke kendt dig før?” Kunst, kreativitet, diplomati er alle områder der falder naturligt. Den gyldne middelvej kan være vejen til langsom død. Kompromiser kan være ensbetydende med situationer, der ikke tjener nogen. Høflighed og flinkeskole attitude kan dække over skjulte sandheder og frygt. Korrekthed og “pænhed” i en relation kan gøre, at mennesker lever i tosomhed i årevis uden egentlig at kende hinanden, og at kærligheden langsomt dør. Ubeslutsomhed og hensynsbetændelse gør, at man lader sig definere af andre og langsomt mister sig selv.
Den sydlige måneknude eller dennes hersker i Skorpionen
Følelsesmæssig intens, undersøgende, psykologisk. Mørke, traumatiske, chokerende begivenheder har sat sine spor i psyken i form af følelsesløshed, mistænksomhed, angst, bitterhed, fortvivlelse. Som om der ligger en konstant forventning om mere fortræd eller kontroltab. Hjertet er efterladt som et åbent sår. Fascination af mørket. Tendens til depressivt psykisk humør. Uforløste følelsesmæssige traumer har det med at tiltrække oplevelser i forbindelse med besættelse, sex, magt, afmagt og tab. Dybtfølt alvor med tilsvarende dyb sårbarhed. Har mistet perspektiv og overblik i strømmen af mørke tanker og konstant vagtsomhed.
Den sydlige måneknude eller dennes hersker i Skytten
Forventningsfuld, mulighedssøgende åbenhed overfor livets eventyr gennemsyrer personligheden. Der har været mange oplevelser i forbindelse med at bryde ud af vante, trygge, livsdræbende rammer og kaste sig hovedløst ud på ukendt territorie. Denne søgen efter mening og eventyr har været ensbetydende med lange rejser og ofte en del naive og katastrofale fejlberegninger og fejlvurderinger. Religion eller trossystemer kan have blændet en og medført fornægtelse af andre sandheder eller holdninger. Tvangsprægede rigide holdninger og overbevisninger sammen med en tendens til moraliseren og prædiken er et levn fra tidligere liv, der fastholder en i et umodent, urealistisk Peter Pan univers eller et lukket sind hvor sandheden er blevet alt for rigid og snæversynet.
Den sydlige måneknude eller dennes hersker i Stenbukken
Seriøs, alvorlig, ansvarsbevidst. En følelse af nødvendighed, strenghed samt en “smøg ærmerne op og få klaret det der skal klares” holdning gennemsyrer personligheden. Styrke, selvfornægtelse og en vis hårdhed i karakteren er resultatet af adskillige oplevelser i et barskt miljø med endeløst pres. Hårde realiteter har givet et stålpanser, da man ofte har skullet klare tingene selv uden hjælp. Som en magnet synes der at være en tendens til at tiltrække pligter og ansvar. Streng, hård og indgroet følelse af håbløshed. Negativitet, pessimisme, kontroladfærd sammen med et pligtbetonet “holden ud” holdning fastholder en i fortidens kamp og håbløshed. Noget inden i en VIL ikke slippe ansvaret.
Den sydlige måneknude eller dennes hersker i Vandbæreren
Objektiv. Frihedselskende. Excentrisk og anderledes. Erfaringer fra langt tilbage har skabt en outsider sjæl med en rebelsk “mig mod verden” attitude, eller med en del erfaringer i rygsækken, hvor man har været en del af en minoritetsgruppe, der var en radikal anderledes bevægelse end normen. En provokerende, kølige og distancerende tilgang stammer muligvis fra svigt, chok og pludselige ændringer i livet, hvor den mentale overlevelse har været forbundet med “fuck systemet” eller “fuck autoriteter”. Gør helst ting på sin egen måde og tænker uafhængigt og anderledes, hvilket har medført en karma (læs vane) med at mistet kontakten til “normale” instinkter og følelser. Følelsen af fremmedgjorthed eller “den der er udenfor” er velkendt. Sjælelige minder om henrettelse eller forfølgelse kan have resulteret i “følelsesmæssig frakobling”. Man tjekker ud.
Den sydlige måneknude eller dennes hersker i Fiskene
Stor psykisk sensitivitet, spiritualitet, fantasi og medlidenhed. Født med særlige psykiske og spirituelle evner. Har i tidligere liv dyrket det spirituelle gennem meditation, faste, religiøse ritualer et. Måske gennem erfaring i klostre eller okkulte hemmelige ordner, hvor man har følt sig isoleret eller afkoblet fra verden. Mærker andres (og egen) smerte meget tydeligt. Måske har virkelighedsflugt gennem fantasi, stoffer, alkohol mm været vejen væk fra ubærlige følelser af smerte, sorg eller tab. Psykiske lidelser kan have spillet en rolle som følge af svære livserfaringer eller medicinering. Tendens til at søge tilflugt i martyrrolle. Undvigende, forvirret, lidende. Bevæger sig som et spøgelse gennem livet i både drømmenes og virkelighedens verden samtidig. Fraværende, drømmende, idealistisk. Ofte elementer af kaos, isolation, forvirring eller opløsning tilstede i personens liv.
Selvom Bob Dylans kreativitet kan ses i både MC i Vægten samt 4 planeter i 5. hus og Mars i Fiskene i 2. hus (medfødt ressource), så giver den sydlige måneknude i Fiskene et ekstra og vigtigt lag i forhold til kreativitet og spiritualitet. Den sydlige måneknude hersker Neptun i 9. giver et kreativt behov for at udtrykke spiritualitet og kreativitet på filosofiske områder, hvor meningen med livet konstant er i fokus. Den sydlige måneknudes gamle hersker over Fiskene (Jupiter) står i Tyren i 5. hus og understreger det kreative islæt og Tyren tilfører et element af stædig arbejdsomhed. Den er kun 3 grader fra 6. hus og indvirker sikkert også på livsområder forbundet med arbejde, tilegnelse af færdigheder m.m.
Hvor den sydlige måneknude beskriver de psykologiske tendenser vi bringer med os ind i dette liv med, så beskriver dens husposition (og herskerens husposition) de konkrete livsomstændigheder der gjorde sig gældende tidligere og nu stadig påvirker os den dag i dag. Det ser vi nærmere på i næste del.
Denne artikel er anden del af en artikel på 4 artikler - for at læse den næste i rækken kan du klikke her
