Hinduastrologi: Solen og Dalai Lama
Fra et astrologisk synspunkt begynder ugen med søndag, som jo er Solens dag, fordi alting begynder med Solen, kernen i den menneskelige bevidsthed. Alle planeterne i horoskopet repræsenterer den menneskelige bevidsthed, men Solen er kernen, det lys som de forskellige bevidsthedslag er afhængige af. Og Solen er vidnet. Hvis man er istand til at identificere sig med vidnet, leder det til udødelighedens vej, mens absolut identifikation med egoet er udslettelsens vej. Egoet identificerer sig med kroppen og kroppen forgår.
I den østerlandske tradition, både i hinduismen og buddhismen, er det vejen ud af forblændelse det drejer sig om, og vejen ud af forblændelse sker igennem bevidsthed, igennem viden/Veda.
Bevidsthed gør ikke noget væsen af sig og Solen har i horoskopet ingen synlig særstatus i forhold til de andre planeter. Løvens tegn, hvor Solen hersker, er blot ét tegn ud af tolv, kongen er menneske ligesom os.
Men alle planeter har en rolle at spille i forhold til de andre, og Solen er stolt. Den er stolt fordi den ved hvad den vil, står hvor den står og er på en meget bestemt måde, meget fast i sin overbevisning om hvem den er, hvad den vil, og især ikke vil. Måske fortæller Solen i horoskopet hele historien om horoskopet, om hvordan det udfolder sig i tid, hvor lang tid vi får på jorden og så videre. En person født i Løvens tegn, er en person, der i kraft af sin solplacering ikke refererer til andet. Solen i Tyren refererer til Venus, mens Solen i Løven refererer til Solen.
Solen er den indre stemme der taler til os, men, som vi ikke nødvendigvis lytter til bl.a. fordi stemmen filtreres igennem de andre planeter. Saturn, som er længst væk fra Solen og dermed siges at være Solens værste fjende, har svært ved at anerkende Solens stemme. Når Saturn ser, ser Saturn på det fuldkomne med det ufuldkomnes målestok, og det er den forblændelse Saturn kan forårsage - for ikke at tale om måneknuderne, der fuldkommen kan skygge for Solens lys og forvrænge dens udtryk.
Solen vil transformere os og derfor har Solen også ødelæggelsens kraft i sig. Det er en proces at bryde alt det ned, som vi ikke er. Man kan som bekendt ikke blive noget man allerede er, men man kan fjerne alt overflødigt som skygger for hvem man er, og det er den smertefulde proces Solen bla. fører os igennem.
Dalai Lama
Dalai Lama blev i en alder af næsten tre år fundet af en delegation, der var taget ud for at lede efter gudekongen, den levende Buddha.
”Da den 13. Dalai Lama døde i 1933, 57 år gammel, og hans krop var på lit de parade, opdagede man, at ansigtet havde drejet sig fra at vende mod syd, til at vende mod nordøst. Regenten, en ældre lama, fik kort efter en vision. Idet han så ned i det hellige vand i Lhamoi Lhatso søen, kunne han tydeligt se de tibetanske bogstaver Ah, Ka, og Ma træde frem. Bogstaverne blev fulgt af et billede af et treetagers kloster med et turkisfarvet og gyldent tag og en sti der udgik fra klosteret og førte hen mod en bakke. Endelig så han et lille hus med besynderlige tagrender. Han var sikker på at bogstavet Ah henviste til Amdo, den nordøstlige provins, så eftersøgningsgruppen blev sendt mod det område”.
Citat: Frihed i Landflygtighed, af Dalai Lama.
Nu skulle den næsten treårige Tenzin Gyatsos, der boede i huset med de specielle tagrender, testes med falske og ægte rekvisitter, der havde tilhørt den 13. Dalai Lama, og alle prøverne blev bestået. ”Min”, ”Min” sagde barnet om de ægte rekvisitter. Hans far havde været uforklarligt syg i tiden før hans fødsel, og rejste sig fra sygelejet sund og rask da drengen var kommet til verden. (Moren fødte i alt 16 børn, hvoraf de syv overlevede, så det var ikke fordi faren aldrig havde prøvet at blive far før).
Da den officielle bekræftelse af den ægte inkarnation havde fundet sted, blev det lille barn indsat i en ceremoni i et kloster væk fra sin familie, men heldigvis sammen med sin tre år ældre bror. Og heldigvis havde de også begge to kontakt til familien, der på et tidspunkt fik stillet et hus til rådighed ved klostret.
Men slag i slag gik det med at få barnet, der nu var blevet munk, uddannet til at kunne bestride sin plads i verden som Tibets leder, den 14. Dalai Lama.
I oktober 1949 da Dalai Lama var 14 år, erklærede Kina, at Tibet nu var en del af Kina. I denne periode kørte der, i Dalai Lamas horoskop, et astrologiske fænomen Sade-Sati, som er den 7-årige periode, hvor transit Saturn står i det 12., det 1. og det 2.hus fra radix Måne. Faktisk var transit Saturn eksakt i konjuktion med radix Måne i september 1949. Sådan en periode, som normalt optræder to eller tre gange i alle menneskers liv, anses for problematisk. Dog var det først i begyndelsen af 1959, at kinesernes magtovertagelse blev så alvorlig for lamaen og hans folk, at han flygtede til Indien, hvor han nu med sin eksilregering er bosiddende i Dharamsala.
Dalai Lama er et godt eksempel på Solen i horoskopet. Der er desværre den usikkerhed omkring Dalai Lamas fødselstidspunkt, at der ikke noteres fødselstidspunkt ved et barns fødsel i Tibet. Man må undres, da tibetanerne har deres tibetanske astrologi og hvorfor så negligere fødselstiden? Ikke desto mindre står Dalai Lamas fødselstid opgivet i Horoskopbladet Stjernernes dataarkiv som A-data, hvilket betyder, at det har den højeste grad af pålidelighed. Horoskopet her kan altså sandsynligvis forsvares, så hvorfor ikke kaste sig ud i det og tro på det.
Solen står i Krebsens tegn som også er ascendanttegnet, hvilket giver horoskopets Sol en central plads og indikerer lederegenskaber. Men der er også et minus ved at Solen befinder sig i 1. hus, hvilket hænger sammen med at Solen er karaka i 1.hus og det er ikke positivt for et bestemt livsområde når planeten for dette livsområde står i huset for det samme livsområde. 1.hus er ens fødested, fædrelandet og det sted man befinder sig nu og her. At Dalai Lama lever i landflygtighed er et udtryk for dette tvingende forhold, denne diskrepans imellem hjemland og fødeland.
Solen er i en vens, Månens, tegn. Solen og Månen er de to himmellys, to sattviske planeter, hvilket lover godt for inspiration fra de tre sattvitske planeter – Sol, Måne og Jupiter – og de stjernetegn de står i – hhv. Krebs, Jomfru, og Skorpion - som alle er feminine/indadvendte, forskende tegn. Dalai Lama har altid været inspireret af naturvidenskab.
Månen er tiltagende i styrke og får dermed status af at være givende og velgørende. Månen er selvfølgelig meget central da den er ascendantherskeren og til med herskeren over tegnet hvor Solen står.
Mars er som generel regel den bedste planet i et horoskop med Krebseascendant fordi Mars hersker over 5. og 10. hus som er hhv. et trigon- og et hjørnehus. Mars står i en position i forhold til måneknuderne som gør, at Mars har den største frihed i forhold til de skæbnetunge måneknuder. Fordi Mars står i 4.hus, og Mars af natur får styrke ved at træne, er banen kridtet op til at arbejde med sindet, som er repræsenteret af 4.hus. Mars i 4.hus er altså en virkelig god forudsætning for at hente læring i den buddhistiske måde at meditere og udforske sindet på.
Jupiter - med sanskritnavnet Guru, som har præcis samme betydning som Lama - hersker over 9.hus og står i 5.hus i Skorpionen, som for Jupiter er et venligt tegn. Jupiter får her det bedste frem i de to trigonhuse 5. og 9. også kaldet hhv. det lille og det store lykkehus. 5.hus har at gøre med de fortjenester man har med sig fra tidligere liv, mens 9.hus henviser til det næste liv. Jupiter er retrograd og gør også på den måde opmærksom på sin tilknytning til tidligere inkarnationer. Dalai Lama er jo tilbage for at fortsætte sin mission fra 1. til 13. inkarnerede Dalai Lama, og forventes efter sin død at reinkarnere i gude-kongerækken som den 15. Dalai Lama. Her i 2023 har vi endnu tilgode at høre hans forudsigelser, som han har lovet at erklære før han fylder 90 år i 2025.
Solens fremtrædende plads i horoskopet bliver forstærket af Ketu. Det er en af effekterne ved måneknuderne, at de forstærker – og problematiserer – de planeter de står i nærheden af. Ketu forlanger som regel et eller flere afkald, og en munketilværelse kan nok siges at gøre det ud for et afkald. Ketu, der kan skabe ballade, vender sjovt nok rundt på en tallerken og bliver til gavn hos de meget spirituelle mennesker, de som fx vælger tilværelsen som munk.
Saturn i 9.hus har lidt samme afkaldstema. Det ligger i kortene at en harmfuld planet i huset er dårligt for huset, men til gengæld er det godt for planeten, Saturn, at stå i et lykkehus. Saturn i 9.hus kan trække ned i moralen, men ikke med herskeren Jupiter i 5.hus. For livslængden, repræsenteret af Saturn, er det en ønskeposition, men, at han har Saturn i far-huset, 9.hus, kan bla. have med at gøre, at hans far allerede døde da Dalai Lama var 12 år, og at en politisk overmagt – også repræsenteret af 9.hus - har tvunget hans folk i knæ. Saturn er for øvrigt tillige med Jupiter retrograd og understreger endnu engang temaet med tidligere inkarnationer.
Hvad Solens og Månens lille hjælper prins Merkur angår, står Merkur i Tvillingernes tegn, som er Merkurs eget tegn. Dette giver råstyrke til Solen, og evnen til, gennem hurtig og præcis tankevirksomhed at kommunikere Solens anliggender så det er nemt at vinde genklang for sine tanker i verden, både hvad de åndelige og de politiske tanker angår. Det, at Merkur falder i 12.hus gør den velegnet til kontemplation, meditation og ensomme studier.
Sidst men ikke mindst står Venus i Løven, hvor Venus ikke befinder sig i et venligt tegn, men i en fjendes tegn. Venus er Atmakaraka. Venus er selvfølgelig den venlighed og charme Dalai Lama udstråler, det smukke ydre der kendetegner Hans Hellighed og som vækker sympati blandt de fleste mennesker og statsledere i verden. Evnen til at nyde og sætte pris på naturens undere har han også. Men Venus i Løven er som sagt ikke i sit eget element (men i landflygtighed).