September -Planeter på himlen
Af astrolog Lillian B. Jensen
Merkur gik retrograd den 23. august og frem til den 15. september vil hjulene stadig køre noget langsommere og fortiden have et budskab. Man får samlet trådene, gennemarbejdet noget viden, genlæst noget stof, repetition er et tema. Den 15. vender Merkur så og går direkte, den er hurtigt oppe i fart og skal nu indhente noget af den tabte tid.
Merkur danner fine aspekter i september, ikke mange, og det ene gentager sig, da den køører forbi den strækning flere gange. Det er en trigon til Jupiter, så det lover erkendelse omkring noget viden og lærdom. Det er den 4. og den 25. Og den sidste dag i måneden går den til Uranus og bliver mere opfindsom og overrasker med ny viden.
Specielt for denne måned er, at der ikke er nogen tegnskift, bortset fra Solens sædvanlige månedsskift. Det betyder at der ikke kommer nye tegn i spil. Der er heller ikke større indflydelser, der strækker sig over længere tid. Det er småaspekter med kun ca. en dags varighed.
Det kan betyde, at man ikke har de store projekter på tapetet, at man tager tingene fra dag til dag, og ikke ser så langt frem i tiden. Der er mange små grønne oaser, med konstruktive input.
Der er to andre planeter der skal ændre retning i september, og det sker samme dag. Den 4. er store skiftedag. Venus går nu direkte efter at have været retrograd i en længere periode. Hun kan nu forlade fortiden og vende sig mod fremtiden. Gamle kærlighedshistorier har haft deres tid, nu spiller der en anden musik.
Venus og Mars tager en svingom - næsten - igen mødes de ikke helt, for nu er det Venus der kommer op i fart og løber fra Mars inden han kan indhente hende. Det ville have været en sekstil, de kunne danne, hvis hun ikke havde så travlt med at komme videre.
Den anden planet, der skal ændre retning, er Jupiter. Den har haft travlt med at gå gennem Tyrens tegn og måske nydt livets lækre materielle tilbud af luksus. Nu bremser den op, kommer i tanke om at der er noget, den skal se nærmere på. Den går retrograd den 4. og er det i en længere periode, ja resten af året.
Det kan betyde, at ting vedrørende udvikling, vækst, udland, uddannelse og lovgivning sættes på pause. At der er ting, der kræver et nærmere studie eller undersøgelse, før man kan komme i mål med forehavendet. Træer vokser ikke ind i himlen, ting tager længere tid, og måske der er noget der skal gøres om. Tiden er til gengæld fin til refleksion.