Planeter på himlen - oktober 2023

Af Lillian B. Jensen

Mars er noget på krigsstien i denne måned, med spænding til både Pluto
(den 6.-11.) og til Jupiter (den 26.-30.). Aspektet til Pluto er lidt af
en eksplosiv cocktail. Der trækkes skarpe grænser op, nogle overskrider
grænser og udøver magt. Destruktivitet kan bruges til at forpurre
diplomatiet. Mars i Vægten får sin sag for og møder overmagten. Viljer
tørner hårdt sammen. Det er et krigerisk aspekt, så i zoner med uro af
den slags, blusser det kraftigt op.

Med aspektet til Jupiter, som også involverer Merkur, er der tendens til
at gå for vidt, overdrive, være hasarderet. Vovemodet kan være højt,
realismen noget mindre. Der lægges en utrolig stor stædighed for dagen,
man er ikke til at rokke. Mars i Skorpionen er intens, magtfuld, enøjet
og dumstædig, mens oppositionen til Jupiter kan få det til at eskalere. De
to kan være et par uforbederlige vovehalse, der skal vise sig. De opildner
måske hinanden eller konkurrerer om, hvem der tør mest. Konflikter mennesker
imellem fastlåses i en skruestik. Man er ikke til at tale fornuft til.

Men Mars har også mere konstruktive ting på tapetet, særligt i dagene
omkring den 13. Mars er her lige gået i Skorpionen, hvor den hørte
hjemme i den gamle astrologi. Mars trives godt i Skorpionen, selv om det
er et vandtegn. Skorpionen er passioneret, viljesbetonet og stærk, det
holder Mars af. Negativt set kan der komme intense magtkampe, mens Mars
er her. Der kan dog også komme mere styring, fasthed og konsekvens af
de handlinger, man udfolder. Man er god til at bide sig fast, holde ud
og fokusere. Mars bliver i Skorpionen frem til den 24. november.

Et andet hovedpunkt i oktober falder den 20.-21., hvor Merkur forbrændes
af Solen, og de begge danner spænding til Pluto. Det er en intens
periode, med heftige reaktioner. De to står dog sammen i en art
alliance, mens de konfronteres af Plutoniske anliggender, mennesker
eller situationer. Det er magtfuldt, intenst, omformende eller
destruerende. Man er ret enøjet i holdninger og skarp i
meningsudvekslinger. Man står stejlt eller lukker sig om sig selv og
sine. Det er ikke den bedste atmosfære for fælles løsninger. Det er ’dem
eller os’.

De konstruktive aspekter, måneden byder på, større såvel som mindre,
foregår mellem enten jordtegn eller vandtegn, så de mere indadvendte
tegn har nogle løsninger eller giver mulighed for rekreation ovenpå
vanskelighederne. Spændingerne går mellem henholdsvis kardinale og faste
tegn, suppleret med nogle bevægelige oppositioner. Så der er mange
forskellige livsområder og situationer der kommer i spil.

Planeterne hober sig efterhånden op i Skorpionen.

Forrige
Forrige

Månedshoroskoper (Oktober)

Næste
Næste

Grafisk aspektoversigt - Oktober 2023