Planeter på himlen - november 2023
Af Lillian B. Jensen
Mars er ret aktiv i denne måned med hele fem større aspekter. Der er
nærmest lige dele skidt og kanel. Den følges i lidt længere tid med
Solen, og de laver derfor de samme aspekter.
De første fire foregår fra Skorpionens tegn med spændinmger til Tyrens tegn, det handler bl.a. om stædighed, fastlåste vaner og følelser, behov for kontrol og styring, som tager overhånd. Og nogen der har brug for at frigøre sig fra netop det.
Både Merkur, Sol og Mars danner spænding til Uranus, henholdsvis den 4., 9.-13. og 14. Så man har fastlåste holdninger, provokerende
kommunikation, provokerende adfærd og aktiviteter, der måske er noget grænseoverskridende. Der er en stærk vilje, og brugt konstruktivt kan man få løst nogle krævende opgaver og udfordringer.
Den store fokus på Skorpionen løsnes efterhånden, som flere af de små planeter går ind i Skyttens tegn. Det sker for Merkur den 10., for Solen den 22. og til sidst for Mars den 24.
Skiftet til Skytten bringer en anden problematik, da Saturn står lige
bag døren i Fiskenes tegn, som danner kvadrat til Skytten. Så alle
planeterne skal først gennem nåleøjet - spændingen til Saturn - før de bliver sluppet fri på Skyttens vidder og får luft under vingerne. I
november når de ikke længere end til Saturn, så slutningen af november kan godt byde på afvisninger, barrierer, mure, man ikke kan forcere, man får nej, hvis man spørger om noget. Døre lukkes eller ting besværliggøres.
De positive åndehuller, som november også er rig på, kommer dels fra Merkur og Venus og så også fra Mars og Sol, når de danner et gunstigt aspekt til Neptun hen over midten af måneden.
Venus går i sit eget tegn Vægten allerede den 8., og hun haler ind på en sekstil til Merkur, som kulminerer den 15. Det åbner for en god
kommunikation, for enighed og diplomati. Man taler godt sammen, finder kompromiser og bakker hinanden op.
Sol og Mars skal også danne en gunstig kontakt til Pluto 20.-24. som det sidste de gør i Skorpionen, det er aspekter, der giver styrke, pondus, vilje og sejhed.
Mars i Skytten fra den 24. og året ud giver et behov for mere frihed,
eventyr og giver en større portion gåpåmod, enthusiasme og tro på egne muligheder. Forhåbentlig styrkes karakteren af dens passage af
Saturnspændingen 23.-27., da en Skyttemars ikke så let lader sig slå ud, det skal nok gå, vi prøver bare en anden dør, der må være en åbning - er dens typiske holdning.