De 12 tegns indbyrdes relationer

Del 1: Nabotegn

Af astrolog Lillian B. Jensen

Denne artikel er del af en artikelserie. Næste del om trigontegn udkommer den 22. juli 2023.

Når man arbejder med aspekter, fokuserer man ret meget på hvilke planeter, der er involveret, i hvilke huse de er, typen af aspekt osv., men en genvej til at forstå aspekter kan være at tage fat på tegnenes relationer til hinanden. Aspekter er udledt af tegnenes forskellighed eller lighed og af deres indbyrdes forhold.

Hvert tegn har sine egne kvaliteter, sin egen energi, og kender man dem, giver det god mening, hvad et aspekt mellem dem rummer. Overhovedet at have planeter i to forskellige tegn, hvad enten de er i et reelt aspekt eller ej, siger noget om temaer i personens liv. Jeg vil i det kommende se på, hvad to tegn har at sige om temaer i horoskopet.

Mange af mine inspirationer kan jeg takke Johan Hjelmborg og Louise Kirsebom for. De har arbejdet intensivt med klienter i mange år og har efterhånden set temaer udfolde sig gentagne gange både i radixhoroskoper og i øjeblikshoroskoper. Selvom jeg læner mig op ad deres materialer, skal de dog ikke klandres for mine udlægninger (-:

Når man vil til bunds i aspekters betydning, er der forfærdeligt mange faktorer at tage højde for, man skal se på den enkelte planet og dens samspil med den planet den aspekterer, man skal finde ud af hvilke huse, der er involveret, både dem de står i, og dem de hersker over. Man skal se om aspektet er tiltagende eller aftagende, vurdere de to planeters styrke og gennemslagskraft hver især i aspektet, og er det i det progressive horoskop eller transit-aspekter, man skal vurdere, skal man også se på, hvad det er, de udløser i radixhoroskopet, jo der er mange brikker, man skal kunne lave en sammenhængende tydning ud af. Så det er godt at lægge en bund, inden man involverer mere eller mindre hele horoskopet.

At starte med tegnenes indbyrdes forhold giver sådan en god bund til tydningen.

Så det er vigtigt at kende sine tegn godt og grundigt hver især og dermed finde ud af, hvad de kan tilsammen. De byder ind med hver deres kompetencer, hver deres vinkel på tilværelsen, og det er om at udnytte det potentiale godt. Vi kan ikke ændre de egenskaber, emner, muligheder der er knyttet til tegnet, men vi kan finde ud af hvordan og hvor, de bedst kan bruges.

Vædderen er ikke til stillesiddende arbejde, indføling eller tålmodighed, Tvillingerne ikke til at holde mund eller lade være med at bevæge sig omkring, Fiskene ikke til at være tjekket og struktureret, så vi kan ikke få dem til at give os noget andet end det, de rummer.

Tegn, der står ved siden af hinanden, er naboer, akkurat som du har naboer, hvor du bor, og vi som land har nabolande. Nabotegn viser grænseflader, naboskabet, det fælles hegn, de forskellige normer der råder i de forskellige kulturer, lande eller hjem.

Tegn ved siden af hinanden har helt forskellige polariteter, elementer og dynamikker, alt er forskelligt. De har ikke andet end grænsefladen til fælles, og det kan give både problemer og muligheder. De kan ikke komme uden om hinanden, de er der jo lige ved siden af, og det må man forholde sig til. Naboen kan larme, lugte, fylde eller være en venlig sjæl, der hjælper, inviterer én indenfor, eller naboen kan være et mysterium, en lukket dør, man ikke ved, hvad der foregår bag.

Forskellige lande har forskellig kultur, forskellige regler og love og for det meste også forskelligt sprog. Og ligesådan kan du betragte de tegn, der ligger ved siden af hinanden, der gælder forskellige regler, lige så snart du krydser grænsen.

Nogle planeter trives godt i de forskellige tegn, Mars trives godt i fx ildtegnene og lufttegnene, så når han krydser en grænse ind til et af de tegn, fungerer han godt med det land, Venus foretrækker nogle andre lande, og sådan har de hver især deres steder, hvor de trives godt og steder, hvor de ikke trives så godt. Men lad os nu holde os til tegnene alene.

Når grænsefladen er Vædder og Tyr er naboskabet præget af råstyrke og robusthed og ofte meget konkrete emner. Optræder de i øjeblikshoroskopet handler det ofte om byggepladser, producenter, hårdtarbejdende folk, om selvforsyning, praktisk, håndværksmæssig kunnen.

I radix har vi en person, der rummer disse to tegn, og som skal finde ud af at integrere de egenskaber, der er knyttet hertil.

Vædder og Tyr består af henholdsvis ild og jord. Ild/Jord kombinerer det aktive, udadrettede, handlingsorienterede fra ilden med det praktiske, konkrete og realistiske fra jorden. Det skaber en meget energisk, vedholdende type, en slider, som forstår at gennemføre de projekter, der startes. Ofte meget magtfulde, stærke og dominerende mennesker. Fysisk og psykisk robuste.

Det er også et kardinalt og et fast tegn, som igen understreger styrke og vedholdenhed. På den positive front er det naboer, der hjælper hinanden med byggeprojekter, låner hinanden værktøj og gerne trækker i arbejdstøjet, på den vanskelige front har vi en meget aktiv og måske støjende Vædder, der kolliderer med en rolig og vanebetonet Tyr, de er begge lige stædige, så konflikter imellem dem kan vare ved i årtier.

Når vi har et naboskab mellem Tyr og Tvilling er situationen og grænsefladen en anden. Naboskabet er præget af en venlig, nysgerrig kontakt, men med ret forskellig udgangspunkt, en bevægelig Tvilling og en rolig, vanebetonet Tyr. I øjeblikshoroskoper drejer det sig ofte om et stærkt handelstalent, om distribution af varer (Tvillingerne har kontakterne, Tyren de materielle varer).
Luft/Jord kombinerer det intellektuelle, objektive med det konkrete, praktiske. Her finder vi rationelle, nøgterne mennesker, der forstår at omsætte teorier i praksis. En kølig, logisk men også lidt beregnende type, som ikke lader sig ophidse eller begejstre. Ofte er det mennesker med teknisk snilde. De mange ideer får et praktisk sigte. De er objektive og faktabaserede.

Fast og bevægelig er ret forskellige egenskaber at rumme, så personen har både en fast side, der gør vedkommende forankret, stædig, vedholdende og en mere flygtig side, der hurtigt vil videre til noget mere inspirerende. På den positive front bliver Tvillingernes flyvske ideer forankret af Tyren, og Tyren er mere tilbøjelig til at ændre livsvilkår. På den mere vanskelige side er det et splittet menneske, der forvirres over både at have behovet for tryghed og faste vaner og for forandringer og bevægelse.

Naboparret Tvillingerne og Krebsen handler meget om nærområdet, vi befinder os tæt ved hinanden, hos naboen, på busturen, i supermarkedet, begge tegn er knyttet til miljøet omkring os. Så det handler rigtigt meget om naboskab, lokalkulturen, familielivet, vi har både den biologiske familie med søskende, og de mennesker man omgås på daglig basis, som fx netop naboerne. Det handler også om at knytte forbindelser, skabe sammenhænge og netværk.

Luft/Vand kombinerer det objektive og det subjektive, hjerne og hjerte skal finde en dialog. Det er bevægelige typer, der er ikke så stor gennemslagskraft, men en meget fin tilpasningsevne. Det er kontaktende, socialt engagerede mennesker. Måske også ustabile, da de er meget påvirkelige. Der er en rig, levende forestillingsverden.

Bevægelig og kardinal i samspil rykker gerne videre, men med vand som basis er det ikke de store strækninger, man skal også føle sig hjemme.

Når Krebsen og Løven er naboer, er der lagt op til familiefest, til et socialt fællesskab med en hovedperson, vi har bl.a. med det indre barn at gøre, her er man subjektiv, følelsesladet og personligt involveret.

Ild/Vand forener det livlige, ildfulde temperament med det følelsesladede, sensitive, og vi får stærke følelsesladede reaktioner. Man lever følelsessiden ud impulsivt og stærkt. Et dramatisk talent kan vise sig her. Men også den overdrevne, hysteriske reaktion. Der kan være en åndelig gejst, en stærk intuition, en evne til at inspirere og lede.

Det er også blandingen af kardinal og fast energi, så der er styrke og pondus, men måske problemer med at flytte sig, give slip og komme videre.

Når grænsefladen i horoskopet ligger mellem Løven og Jomfruen er vi typisk ovre i en kreativ men nytteorienteret side, man skaber noget, noget der kan bruges. Der er det kreative barnlige og det ræsonnerende, fornuftige.

I øjeblikshoroskopet kan det handle om mesterlære, kunsthåndværker, opøvelse af evner, øvelse gør mester. Forskellen på Løve og Jomfru er, hvor de placerer sig i et hierarki. Løven gerne øverst, og Jomfruen tager gerne en tørn med servicerende opgaver. Vi har en direktør eller en lærling, eller faktisk begge dele, for der er de to sider af personen og det er vigtigt at forene det storslåede med det ydmyge.

Vi er tilbage i kombinationen ild/jord, som kombinerer det aktive, udadrettede, handlingsorienterede fra ilden med det praktiske, konkrete og realistiske fra jorden.

Men denne gang har vi fast og bevægelig som omdrejningspunkt, og det er en sjov kombination for de faste tegn står gerne stille, og de bevægelige har travlt med at komme videre. Så er det en dans på stedet, en svingen rundt om sig selv eller måske en fin evne til at holde ved, når det gælder og slippe taget, når det er tid til at bevæge sig videre.

Dette tegnpar handler om servicesektoren, om arbejdsfordeling, hjælpsomhed, tjenstvillighed, det er du-orienterede tegn, samarbejdsvillige og omgængelige, og så er de objektive og rationelle. Jomfruen kan være kritisk, Vægten udglattende.

De har også begge en side, hvor de lægger vægt på at der er pænt, for Jomfruen gerne pletfrit så intet kan kritiseres, for Vægten en søgen efter balance, æstetik og skønhed.

Med jord og luft som essens handler det om det, der kan lade sig gøre i praksis og gerne i fællesskab med andre. Det intellektuelle, objektive forbindes med det konkrete, praktiske. Her finder vi rationelle, nøgterne mennesker, der forstår at omsætte teorier i praksis.

Det er bevægelig og kardinal, så her flytter man sig gerne, tager nye opgaver ind og går i gang.

Vægten er den udadvendte diplomat, Skorpionen er den indadvendte skarpe og kompromisløse. Så et match mellem de to rummer meget forskellige facetter. Overflade og dybde, lethed og tyngde. Og netop det kompromissøgende i kontrast til det kompromisløse er en svær balancegang. Men kan udvikle sig til en venlig måde at få sagt nogle sandheder på.

Det kan handle om magtbalance, taktisk diplomati, infiltration, de kan være katalysatorer, men også defensive og afvente et udspil fra andre. Vi har jernnæven i fløjlshandsken. Vi kan også have psykologen især på et område som parterapi.

Samspillet er mellem luft og vand, to ret uforenelige elementer. Men luft/vand kombinerer det objektive og det subjektive. Der er en rig, levende forestillingsverden.

Det er også kardinale og faste tegn, så her ligger en del mere styrke end der ellers ligger i forbindelser mellem luft og vand. Skorpionen giver intensiteten og fastlåstheden, medens Vægten prøver at balancere og til gode se alles behov.

Denne grænseflade kan give vovemod, græseoverskridelse, yderligheder, hvor man sætter livet på spil for retfærdighed, subjektive, engagerede og i hvert fald ikke ligegyldige. Vand og ild kaster sig ind i processer med hjerte og sjæl. Dramatisk, intenst, mangler virkelig at træde et skridt tilbage og betragte situationen udefra.

Men de er også forskellige i deres engagement, Skytten som optimisten, der ser de mange muligheder, Skorpionen som skeptikeren, der også kan se alle faldgruberne. Overflade og dybde som kontrast, at se tinge fra oven og fra neden/indefra. At søge intense forbindelser kontra at søge frihed.

Igen har vi kombinationen af fast og bevægelig, at man nogle steder står fast på sit, ikke rykker sig en tomme, og så når motivationen og gejsten er der, flytter man bjerge af format. Man kan virkelig rykke totalt, når det er de to tegn, der er i spil.

Når makkerparret er Skytte og Stenbuk, er der ofte tale om meget vidtrækkende ambitioner, om evnen til at virkeliggøre visioner, at satse stort og komme i mål med projekterne. Vi har med ret selvstændige mennesker at gøre, ofte i lederroller. Det er autonome mennesker, de kan selv klare sig og vil også helst stå på egne ben. Vi har en fast klippe med vision.

Men der er også store forskelle, hvor Skytten vil finde mening og retfærdighed, vil Stenbukken holde sig til regler og systemer og ikke mindst realiteter, Skytten kan sagtens være en fantast. Men netop de to tegn har også med samfundets rygrad af love at gøre. Stenbukken af princip, Skytten af behov for fairness.

Vi har igen ild og jord, så der er styrke, det aktive, udadrettede, handlingsorienterede fra ilden kombineres med det praktiske, konkrete og realistiske fra jorden.

Og så er det bevægelige og kardinale indflydelser, der gør sig gældende, gennemslagskraft og evne til at bevæge sig videre. Projekterne her får vinger og bærer lønnen i sig selv.

Her har vi en rationel, objektiv kombination, der er til systemer, regneark, administration, det er ideologen, enegængeren. Alene eller sammen kan være et tema, Vandmanden har det i sig selv, den er et socialt engageret væsen, men også den ensomme ulv, og Stenbukken skubber især til enspænderdelen.

Det er de rationelle jord og luft, der er ikke så mange følelser involveret, man er nøgtern og praktisk tænkende. Iderigdommen omsættes til bæredygtige projekter.

Der er også nogen fastlåsthed, man har sine egne ideologier, som man holder fast i, men har man sat sig nogle mål, er man også den, der kan indfri dem. Det er to Saturntegn, da Saturn er gammel hersker i Vandmanden. Det kan godt gøre dem lidt rigide, holden sig til de regler, de mener er funktionsdygtige.

Men de er også forskellige, Vandmanden er teoretiker, idemenneske og meget i hovedet, Stenbukken er praktiker (og pragmatiker) og går efter det realiserbare, konkrete.

I dette fællesskab ryger vi helt ud i space, vi har den vilde fantasi, det visionære syn, klarsyn, ofte knyttet til humanitære aktiviteter. Vi finder dem uden for samfundet, de er idealister, grænseløse, outsidere. Men det er også det rationelle og det irrationelle, der prøver at finde en fælles vej.

Vand og luft er i høj grad modsætninger og uforenelige, men uden for livets rationelle institutioner findes der måder at forbinde disse modsætninger på. Mennesker der vælger en meget alternativ livsvej, kollektivisterne er her, men også virkelige enspændere, som ikke passer ind noget sted.

Og vi har det faste, stædige i samklang med det bevægelige, omskiftelige, uberegnelige. Enere, genier og gale individualister kan vi finde i denne ende af zodiakken.

Forskellen på de to er Vandmandens intellektuelle, mentale tilgang til livet og Fiskenes intuitive, følelsesmæssige tilgang. Tanken får virkelig mulighed for at bevæge sig ud i kaos og nogle gange findes erkendelsen netop der.

Cirklen sluttes med dette par, en grænseflade der er meget uforenelig. Men har man den i horoskopet, så skal den jo kunne bruges til noget, og så finder man måder at forene de stærke modsætninger på. Den blide Fisk og den iltre Vædder, den indadvendte drømmer og den udadvendte actionman.

Vi har de vilde drømme, ombrydning, engagement, opvågnen, kapitelskift, stærke emotioner, intens, hæmningsløs, grænseoverskridende vildskab i kombination med en meditativ, indlevende indstilling.

Igen ild og vand, stærkt temperament, følelsesmæssigt engagement, drama, subjektivitet. Man kan ikke distancere sig, man rives med, lader sig opsluge. Hvis ilden har overtaget skal man ud at redde prinsesser og kæmpe mod drager. Er det vandet, er det medfølelsen, der driver værket, men sammen kan de komme ud af tornerosesøvnen og hjælpe en nødlidende verden.

Det kardinale sætter processer i gang, det bevægelige ændrer på vejen undervejs og fører én mærkelige steder hen, måske derhen, hvor man virkelig skal.

De grundlæggende inddelinger

Som man kan se, hviler meget på polariteterne, elementerne og dynamikkerne. Alene de opdelinger fortæller meget om tegnenes indbyrdes relationer.

I næste del vil jeg tage fat på trigontegn og måske også kvadrattegnene.

Forrige
Forrige

Eris retrograd

Næste
Næste

Mars i Jomfruen