Hinduastrologi: Merkur
… og lidt om Kong Frederik d. 10. og Albert Dyrlund
I hinduastrologi er den mest almindelige planetrækkefølge den der følger ugedagene:
Søndag= Solen, mandag= Månen, tirsdag= Mars, onsdag= Merkur, torsdag= Jupiter, fredag= Venus, lørdag= Saturn.
Men den valgte planetrækkefølge her, følger en anden logik. Der er en udviklingsterminologi i at tage afsæt i Sol og Måne, far og mor, og derpå bevæge sig rundt mod Merkur, Venus, Mars, Jupiter, for endeligt at slutte med Saturn.
Efter Sol og Måne kommer altså Merkur, som siges at være Månens søn. Månens naturlige tilpasningsproces sker med hjælp fra Merkur. ”Nu skal jeg hjælpe dig, mor!”, siger Merkur, og for at understrege Merkurs rolle i det kosmiske kongerige, der begyndte med far og mor/konge og dronning, er Merkur ingen ringere end kronprinsen m/k, Merkurs kønsneutralitet i mente.
Merkur har mange andre sider. Merkur er også en tryllekunstner, en tyveknægt, kamæleon, og selvfølgelig en mester i praktiske gøremål, en strategiker, eminent til at forbinde, bygge bro, forene og kommunikere i klar tale uden omsvøb og gerne med humor.
Merkur er altid i aktivitet ligesom evindelige rastløse tankestrømme, og fordi Merkur hører til dæmonerne, er det ikke sindets evige værdier, der behersker Merkur, det er ikke de høje filosofiske eller teologiske nagler, Merkur svinger sig op på; det er først og fremmest verdens fremskridt, der ligger Merkur på sinde. Hver gang vi opfinder noget nyt og tilfredsstiller Merkurs nyhedstrang, er der så meget på det menneskelige og spirituelle plan, der ikke er taget i ed.
Og den mere rørende side af Merkur som Månens søn: For selv at blive konge en dag, må man øve sig. Alle mennesker er født til at blive konger, men ingen kan nå dertil uden at øve sig. Dette er også Merkurs natur. Merkur afsøger sine omgivelser og leder efter de bedst mulige steder at operere. Det er iflg. Merkur bedre at fejle end slet ingenting at vove.
Enhver konge har taget sine første skridt som kronprins, og har slået sine knæ og rejst sig op igen. Man kan ikke blive stor uden at begå fejl, så vi bør vove os så langt ud, at vi fejler; intet er mere dødsygt end mennesker, der ikke begår fejl. Der skal eksperimenteres, leges, udforskes, afprøves flere muligheder, flere dragter, så langt væk fra det velkendte som muligt.
Tvillingernes Merkur har det mest legende og lyse sindelag, mens Jomfruens Merkur er alvorlig og kritisk. Det er den samme Merkur, men Merkurs retrograde bevægelse er mest i overensstemmelse med Jomfruens temperament, og Merkur i bevægelse fremad, den tvillingeagtige, hurtige, rastløse, overfladiske energi.
Hvor Solen og Månen tilhører rækken af guder, er Merkur den første dæmon, vi møder. At en planet hører til blandt dæmonerne, betyder blot, at den tjener det timelige univers og navigerer godt i den fysiske verden. Den er stadig velgørende, men påvirkelig, og siges at blive en harmfuld planet i konjunktion med harmfulde planeter. Da Merkur meget ofte deler tegn med Solen, er det sjældent, at en rent velgørende Merkur ses i horoskopet.
I den forstand er både Merkur og Månen påvirkelige, og ikke altid så rene velgørere som Venus og Jupiter.
Kong Frederik d. 10.
Kong Frederik d. 10., som blev konge i 2024, var kronprins indtil da, og det var som kronprins, vi kendte ham og så ham vokse op til at blive en moden mand. Både Frederik, hans yngre bror prins Joachim og prinsgemalen Henrik er født i Tvillingernes tegn. Danmarks nye kronprins Christian har absolut ingen planeter hverken i Tvillingerne eller Jomfruen. Det bliver noget af et kvantespring den dag, han springer ud som konge, i et helt andet Danmark, må man tro.
Hvorledes overgangen fra kronprins til konge vil tynge eller udvikle Frederik, og hvor godt han har øvet sig i tidens løb, er alt for tidligt at sige noget om. Dog kan den sideriske hinduastrologi sige noget om forholdene i h.t. Vimsottari Dasa, det system der udløser planeterne, også Rahu og Ketu, i en given rækkefølge.
Februar 2020 gik han ind i Saturn Dasa. I en tidligere artikel til Stjernerne har jeg faktisk skrevet lidt om dette og om, hvor meget Saturn aspekterer i hans fødselshoroskop. Det er kun Venus, som holdes fri af kontakten med Saturn, hvilket siger noget, om kvinden i hans liv og hendes uvurderlige støtte. Fra februar 2020 må en alvorlig modningsproces være gået i gang.
Februar 2023 gik han ind i sin første underperiode således, at det fra da af hed: Saturn, Merkur. Og der er erfaring for at den nye periode, altså den der tog sin begyndelse i februar 2020, først rigtigt sætter i gang, når den første underperiode sætter i gang. Perioden varer til november 2025.
September 2023 trådte under-under-perioden i kraft således, at det fra da af hed: Saturn, Merkur, Venus. Denne periode varer til d. 18. februar 2024. Herefter Saturn, Merkur, Solen - hverdagene begynder.
Solar Arc Venus er helt aktuelt nået til hans descendant i kvadrat radix Saturn i 4.hus, hvilket får mig til at tænke på de kæmpestore omvæltninger tronskiftet påfører familielivet.
Venus er hans Atmakaraka og heldigvis en rigtig god planet i kongens horoskop.
Og sidst men ikke mindst - når nu det er Merkur, der repræsenterer horoskopets kronprins, og den, som det her handler om - så gik transit Merkur fra Skytten ind i Stenbukken i det døgn, vi satte den venlige, glade prins på tronen og kaldte ham konge. Nu bliver det alvor, Merkur!
Albert Dyrlund
Beskrivelser af Albert Dyrlund leveres af venner og familie i tv-udsendelsen ”Albert mod Stjernerne”, og her fortælles gang på gang, at Albert kastede sig ud i alting uden at bekymre sig og uden at beskæftige sig med, hvad andre tænkte om ham. Han var i den grad en, som prøvede alle sine skøre, fjollede, gode, dårlige og også engang imellem decideret dårlige ideer af. Han var en inkarneret YouTuber fra barnsben, der udviklede flere talenter og opnåede anerkendelsesbeviser indenfor musik og film. Han blev kun 22 år, da han døde i en faldulykke i Italien.
For at øve os lidt mere i Chandra Lagna, månehoroskopet, hvor Månen indsættes som ascendant, og for at holde os på sikker grund og komme udenom et usikkert fødselstidspunkt, optegner jeg Chandra Lagna ligesom jeg gjorde i Tove Ditlevsens horoskop:
Født 10. oktober 1998. Død 28. juli 2021
Jeg starter med at konstatere, at Albert havde Månen i Tvillingerne. Så her altså luftelementet og – som ventet – Tvillingetypen. Luftelementet går igen fordi Sol, Merkur og Venus står i Vægten og vel at mærke i 'personlighedshuset' 5. hus. I Chandra Lagna er de to personlighedshuse 5. og 9., mens planeter, der står i hjørnehusene, mest er stærke farvenuancer i sindet. Sindet er sprængfyldt af energi og gå-på mod med Mars og Jupiter i hhv. 4. og 10. månehus, og pga. Rahu tillige med store ambitioner.
Merkur i 5. hus er den kreative intelligens, hvor de mangfoldige ideer blev født. Det er ikke en helt ubeskadiget Merkur, for den står sammen med Solen i fald, mens Venus, der har hjemme i Vægten, tilføjer horoskopet socialt behov og kompetence.
Mars og Rahu i Jomfruen medvirker til at varme op under Merkur, fordi Jomfruen som bekendt også er et merkurtegn.
Merkur er Atmakaraka, dvs. hans personlige sjæleplanet.
Månen i Tvillingerne bakkes op af ingen ringere end Saturn. Albert har autoriteternes opbakning, hvorfor han slipper af sted med det hele og kun bliver mere og mere berømt i takt med, at de voksne, altså autoriteterne, ser hans potentialer.
Saturn er den eneste, der bakker Månen op, I husene 2, 12, 6, 7 og 8 står evt. de planeter, der bakker Månen op. Men på et tidspunkt slår Saturn ham ihjel. Saturn i 12. hus er en 'fængslet' Saturn, som ikke kan råbe ham op med alle de advarsler, vi andre ville have hørt.
Solen er som sagt i fald, debiliteret. Faren til Albert var fuldt ud til stede i sønnens liv, sikkert en god og tryghedsskabende far, men havde ingen intentioner om, at begrænse ham. Han lod Albert løbe linen helt ud og var stolt af ham. Det ser jeg, som kombinationen af en 'svag' Sol og en 'fængslet' Saturn.