Jupiter – om at udvide sin verden del 2 - Jupiters husposition

“Ved at nedprioritere livets større mening og underkende de etiske og moralske dimensioner af livet overser eller ødelægger vi ikke kun de mere ædle sider af menneskelig natur, men vi ender også op med at gå gennem livet uden retning og nogen dybere følelse af meningsfuldhed”.

 

På et eller andet plan søger vi alle en større forståelse og oplevelse af meningsfuldhed, en oplevelse af, at livet er større og vigtigere end vores egen individuelle personlighed og snævre virkelighed. I vores videnskabelige og informationshungrende tidsalder har vi imidlertid en tendens til at rationalisere alt.

Ved at nedprioritere livets større mening og underkende de etiske og moralske dimensioner af livet overser eller ødelægger vi ikke kun de mere ædle sider af menneskelig natur, men vi ender også op med at gå gennem livet uden retning og nogen dybere følelse af meningsfuldhed. Måske der mere end nogensinde før er brug for, at vi udvikler en sund skelneevne i forhold til, hvad der er vigtigt og meningsfuldt, og hvad der ikke er.

Jupiters husposition viser på hvilket konkrete livsområde, denne skelneevne i særlig grad kommer på en prøve. Som vi med tiden udvikler en sund skelneevne her, får vi del i den visdom, positivitet og fremgang, som Jupiter lover.

I det følgende er det vigtigt at huske på, at det er langt sværere at komme med præcise tolkninger end ved tegn og aspekter. Samtalen med klienten vil i sidst ende vise, hvor i livet fokus ligger. Så de følgende hustydninger af Jupiter er blot ment som strøtanker og inspiration. I det hele taget er det svært at tolke enkeltfaktorer i horoskopet uden at se på resten af horoskopet.

I hvor stor udstrækning Jupiter fylder i livet afhænger i høj grad af andre faktorer i horoskopet, f.eks. vil en stærk Saturn samt et stærkt jordelement lægge en dæmper, ikke kun på Jupiters tendens til overdrivelse men også Jupiters positivitet og optimisme. Omvendt vil en stærk Mars eller et stærkt ild eller luft præg, anspore Jupiter til at udleve såvel optimisme, idealisme samt tendensen til at kaste sig ud i livet og tage chancer. Som med alting er en vis form for afbalancering ønskværdig. Derfor hænger Jupiter og Saturn også sammen som polariteter. Der er grænser for vækst og kun en vis mængde optimisme og risikovillighed kan holde tendensen til pessimisme i ave og sikre os fremgang i livet.

 

Jupiter i husene

Jupiter i 1. hus (Eller i konjunktion med ascendanten indenfor 4-5 grader)

Med Jupiter i første hus er idealer, holdninger, meninger, optimisme og en ukuelig trang til hele tiden at være på vej mod nye oplevelser og erfaringer en del af din fysiske fremtoning. Måske du ikke selv altid er bevidst om dette, men for andre er det helt sikkert et synligt karaktertræk. Saturn bliver særligt vigtig, da der er brug for med jævne mellemrum at standse op og gøre status over tingene for ikke at brænde ud og sætte gang i mere, end du magter. Til gengæld er der en aura af positivitet omkring dig, der har en særdeles afsmittende effekt på dine omgivelser, samtidig med at den konstante strøm af idealer, holdninger og meninger har det med, i hvert tilfælde med jævne mellemrum, at irritere dine nærmeste.

Der kan samtidig herske en tendens til at forvente alt for meget af dig selv. Med hensyn til, at din stil og image skal være storslået, gavmildt, optimistisk og humoristisk. Især hvis dit horoskop indikerer tendens til selvkritik og mindreværd, vil du ofte være skuffet over, at du ikke på nuværende tidspunkt kan indfri dine egne forventninger. Kløften mellem det, du kan nu, og det, du i fremtiden forventer at kunne, må du udfylde med tålmodighed og accept. Du har en tendens til at overvurdere dig selv, og hvad du kan magte tids- og energimæssigt. Således påtager du dig måske for meget. 

Selvom du til tider opfører dig, som om du er Guds private sendebud med eneret på sandheden, så er din optimisme som regel et frisk pust for andre. Din opgave i livet er især at indgyde andre håb og tro m.h.t. fremtiden og egne evner. Din filosofiske og positive stil kan i bedste fald smitte af på andre og udvide deres visioner og forståelse. I værste fald er din stil og dit image bygget op omkring intellektuel arrogance og bedrevidenhed, et oppustet ego uden den store substans.

Jupiter i 2. hus

Du har sikkert en indgroet tro på egne evner og ressourcer. En vis ødselhed omkring penge kan iagttages, men det handler i bund og grund om, at du med Jupiter her har en stærk tro på, at der altid er det, du har brug for, og selve den holdning gør, at du som regel også tiltrækker en vis overflod. Et godt råd kunne imidlertid være at huske på at sætte lidt til side og skabe en vis struktur omkring, hvordan du anvender dine ressourcer. Generelt er visdom, forståelse og positivitet en del af de ressourcer, du har til rådighed og kan trække op af rygsækken, når der er brug for dem.

Materiel tryghed er vigtig for dig, og livet igennem er det vigtigt for dig at sammenligne din trang til materiel tryghed med dine overordnede idealer. Forbliver din jagt efter mere og mere på et verdsligt plan på bekostning af højere, mere kærlige idealer, så går det ud over din selvrespekt. Det er vigtigt for dit selvværd at udvikle en sund dømmekraft med hensyn til, hvad der har virkelig værdi, og hvad der ikke har. Hvilke overbevisninger og idealer er værd at bevare, og hvilke er det bedst for dit selvværd at give slip på?

Du har gode indtjeningsmuligheder i forbindelse med rådgivning, undervisning, udland samt alt, hvad der har med moral, etik og religion at gøre. At bruge dine ressourcer og talenter på at rejse og andet, der hjælper dig til at udvide din forståelse af livets større sammenhænge og muligheder, er særdeles konstruktivt for dig.

Jupiter i 3. hus

Som regel er der med Jupiter her et ret stort netværk af kontakter. Ofte med meget forskellige kulturelle baggrunde og kvaliteter. Du finder det sikkert meget meningsfuldt at udveksle informationer og livsanskuelser med en bred vifte af mennesker. Livet igennem er din opgave at udvikle større skelneevne og forståelse for, hvilke af de ord, andre siger, det er vigtigt at tillægge vægt. Du har nemlig en tendens til at tillægge måske ligegyldige ord og bemærkninger kolossal vægt. Ligeledes er det vigtigt for dig at vurdere hvornår, hvor, hvor meget og hvad du selv giver videre af informationer. Dit rastløse intellekt kan nemlig betyde, at du går glip af de vigtige informationer, du tørster efter.

At bruge din taleglæde til at sprede tro, håb og optimisme hos dem, du henvender dig til, er langt mere konstruktiv end din mulige tendens til blot at plapre løs eller holde moralprædikener.

Det er sikkert vigtigt for dig indimellem at stoppe op og se dit kolossale netværk af kontakter og informationer lidt fra oven og lidt på afstand. Imidlertid er det netop i det almindelige liv, i nærmiljøet, du møder dine største guruer. 3. hus har med søskende samt lærere at gøre, og af dem vil du kunne lære meget, selvom du ofte har for store forventninger til disse og således let skuffes.

Jupiter i 4. hus (eller konjunktion med IC indenfor 3-4 grader)

Stemningen i din opvækst har sikkert været meget intellektuel og præget af moralske idealer og forventninger. En af dine forældre kan have haft ret markante idealer om retfærdighed og haft stor indflydelse på dannelsen af dine egne meninger og holdninger. Når du selv stifter familie og hjem, finder du ud af, hvilke af fortidens holdninger og livsanskuelser du stadig vil håndhæve, og hvilke du gør bedst i at kassere. Familiens arne vil også være den arena, hvor du testes for din evne til at være til stede i nuet. Jupiter er nemlig altid intellektuelt i gang med at udtænke fremtidige planer og mål.

Du har muligvis for store idealer og forventninger i forhold til din familie. I stedet for at lade dig skuffe, bør du opøve større tålmodighed og åbenhed. Mening i tilværelsen for dig findes ved at skabe en kærlig, legende, humoristisk og særdeles rummelig atmosfære i dit hjem, hvor der er plads til diskussion og forskellige livsopfattelser. Udland, andre kulturer samt god plads i og omkring hjemmet kan ligeledes være nøgleord for dit hjemlige velbefindende.

Jupiter i 5. hus

At rejse, møde andre kulturer, filosofere, søge en højere forståelse, børn, undervisning og rådgivning er alle områder, der stimulerer dit legebarn. Du finder stor glæde ved at udfolde dig kreativt samt ved alle former for chancebetonede aktiviteter, herunder spil, investeringer, eventyr og romantik. For store forventninger til disse livsområder kan imidlertid også føre til skuffelser.

For stor appetit på fornøjelser, spænding og sjov kan føre til selvdestruktiv adfærd, hvis også andet i horoskopet taler derfor. Så snart legen og eventyret bliver det mindste kedelige, er du i gang med noget nyt. Dermed opbygger du måske aldrig noget vedvarende i dit liv. En stærk Saturn eller andre pligtbetonede indflydelser i horoskopet sætter en dæmper på ovennævnte, og i det store hele har du megen glæde i dig, og du deler gerne ud af dit indre legebarn til glæde for omgivelserne, der inspireres af din ligefremme tilgang.

Jupiter i 6. hus

Du har det måske med at påtage dig mere, end godt er for dit helbred. Livet igennem udvikler du en sund dømmekraft med hensyn til, hvor meget de daglige pligter må fylde, samt hvornår arbejde, servicering af andre, kritisk sans og perfektionisme er på sin plads, og hvornår det ikke er. Selv om du ofte skuffes, når din pligtopfyldende og måske endda selvopofrende arbejdsindsats ikke fører til den forventede belønning, så vil den visdom, du med tiden tilegner dig via arbejde, forhold til kolleger, husdyr og dagligdagens pligter bringe dig megen glæde og mening.

Sammenhængen mellem mental og fysisk sundhed er et område af stor vigtighed for dig. Ofte er der et element af overdrivelse her, som du må komme til en dybere forståelse af. Sædvanligvis er Jupiter ikke den store fan af rutiner, sundhed og dagligdag, men du formår sikkert at inddrage spænding, eventyr og humor i det daglige til stor inspiration for dine omgivelser.

Jupiter i 7. hus (eller konjunktion med descendanten)

7. hus beskriver både det, vi forventer at få fra andre, og det, vi ser i andre, som vi ikke kan se eller lide i os selv (de såkaldte kendte fjender). Den optimisme, tro, glæde og livslyst, du forventer fra og ser i andre, ønsker du selv at eje, og du gør dig måske endda følelsesmæssigt afhængig af en anden for at få del i disse kvaliteter. Imidlertid skuffes du ofte, når andre så viser de negative sider af Jupiter såsom selvretfærdighed samt tendens til bedrevidenhed og en fordømmende adfærd.

For at dine forhold skal fungere optimalt, er du nødt til at fremelske en taknemmelig og optimistisk indstilling, samt selv lære at være det gode, rummelige og accepterende menneske du gerne vil have, at andre er. Det er vigtigt at se en eventuel tendens til at have for store forventninger til en partner i øjnene, da du risikerer at blive skuffet. Husk at alle andre er lige så menneskelige som dig selv og fulde af fejl som dig selv.

Muligheden er der for, at et forhold kan være vejen til spirituel vækst. I stedet for at søge meningen i andre, må du finde meningen i dig selv. Først, når du selv er “hel”, vil du tiltrække “hele” mennesker i dit liv. Det er vigtigt, at din partner giver dig plads til, at du kan udfolde dig, men det er vigtigt, at du beder om det, du vil have, og det er i særdeleshed vigtigt, at du lytter til de “sandheder”, du får at vide fra dine nærmeste. I mange tilfælde er der i det mindste et gram sandhed i disse, og det kan hjælpe dig i din personlige udvikling at tage disse til dig og udvikle dig. Din partner er din guru.

Jupiter i 8. hus

I kernen af 8. hus ligger et ønske om en følelsesmæssig fred, som kun kan opnås ved, at vi vokser os fri af begær og tvangspræget egensindighed. Med Jupiter her kan din stædige holden fast ved principper, idealer og overbevisninger sabotere den følelsesmæssige fred, du tørster efter. At turde miste den følelsesmæssige tryghed, som det giver dig at holde fast ved gamle, indgroede livsanskuelser vil hjælpe dig til at tro mere på dig selv, fremtiden og livet generelt.

Ingen bevæger sig frivilligt ud på det dybe vand af eksplosive følelser og instinkter, som 8. hus symboliserer. Jo mere du imidlertid udforsker dette område og bliver bekendt med den “mørke side” af din natur, jo mere finder du en dyb, nærmest religiøs tro på en højere mening med livet, en bundløs filosofisk kraft samt stor forståelse for tilværelsens skyggesider. Du har selv været der og kan nu inspirere og indgyde andre det nødvendige håb til at kæmpe sig gennem mørket hen til lyset på den anden side.

Den styrke, du finder og opøver under følelsesmæssige kriser, hjælper dig med at finde troen på noget større og se en mening med livet. Du har stor forståelse for, at kriser er mulige og nødvendige vendepunkter. Du finder stor glæde og mening ved dybe, intense og intime kærlighedsforhold. Disse hjælper dig til at føde et nyt perspektiv som ballast i tilværelsen, hvis du tør tage chancen og tør overgive dig til processen.

Jupiter i 9. hus

Med Jupiter på hjemmebane i eget hus er religion, længere studier, længere rejser, filosofi og livsanskuelse vigtige områder for dig. Jagten på den ultimative sandhed og dine høje idealer kan imidlertid blive så idealistisk, at du måske har brug for at spørge dig selv, om du har tendens til at miste dit hjerte til fordel for intellektuelle idealer. Det er vigtigt at huske på, at der også er en dagligdag, og at livet ikke behøver at være en konstant jagt efter at udvide sin horisont. Den rigdom af erfaringer, du gør gennem livet, vil imidlertid kunne tjene som stor inspiration for andre, når du tager dig tiden til at stoppe op og være nærværende i nuet.

Du er i stand til at rejse til sindets yderste grænser, men det, du opdager, er ikke til megen gavn for nogen, medmindre du kommer tilbage og bruger det lærte i praksis blandt almindelige dødelige her på jorden. Når du giver slip på din tendens til at være for akademisk og intellektuel, da vil du kunne være en stærk vejleder og inspiration med en nærmest religiøs afklaring af, hvad der er rigtigt og forkert i konkrete situationer.

Jupiter i 10. Hus (eller konjunktion med MC indenfor 3-4 grader)

Karriere, status samt det at blive en autoritet er områder, du tillægger stor vægt, og du tiltrækker sikkert også en vigtig stilling i livet før eller siden. En af dine forældres overbevisninger kan have påvirket dig i forhold til vigtigheden af at “blive til noget”. Før eller siden vil det være vigtigt for dig at undersøge dine karrieremæssige motiver, så Jupiters mere “noble” sider træder frem. Det, der inderst inde føles rigtigst, vil da være vigtigt at prioritere højere end det at have en særlig status, være speciel og altid at få det, som du vil have det.

Lytter du til din indre vejleder, vil du kunne påvirke samfundet omkring dig i retning af større tillid, forståelse, tolerance, rummelighed og accept, samt til generelt at se tingene i et større perspektiv. Livet igennem har du mange idealer, som du utrætteligt forfølger til stor inspiration for andre omkring dig. Udland, andre kulturer filosofi og positiv tænkning vil konstant være områder, du ønsker at blive klogere på. Dit mål i livet er generelt præget af, at du søger efter mening. Din stærke tro på at lykkes og finde mening er generelt en stærk vejleder for dig livet igennem og har samtidig en tendens til at tiltrække en vis portion held på din vej. Samtidig vil det imidlertid være vigtigt for dig at huske på, at der er lige så mange sandheder som der er mennesker, og at det ikke altid gælder om at have ret og være noget specielt. Imidlertid er du sikkert din rolle som karismatisk vejleder ret bevidst.

Jupiter i 11. Hus

Du oplever stor mening med livet, når du er en del af et idemæssigt eller intellektuelt fællesskab. Ved at omgås disse bliver dine egne håb, drømme og ønsker for fremtiden meningsfyldte og din livsstrategi mere klar. Dine holdninger påvirker enhver gruppe eller bevægelse, du er med i. Dit optimistiske væsen og din evne til at genkende muligheder for fremtidig vækst gør dig til en vellidt inspiration. En indskrænkning af dine sociale aktiviteter og dine mål i livet eller større skelneevne med hensyn til, hvilke der er værd at forfølge, kan være nødvendig for at forhindre, at du spreder dig for meget.

Du medvirker gerne til at skabe sociale forandringer og forbedringer, ofte via projekter af idemæssig og idealistisk karakter. Det er vigtigt, at dine mange fremtidsvisioner og idealer ikke bliver på bekostning af ægte kærlighed og humor, og det er vigtigt, at du tilegner dig et realistisk og struktureret forhold til dine mange fremtidsønsker.

Jupiter i 12. Hus

Ægte glæde og mening i livet finder du sikkert først, når du vender din opmærksomhed mod de indre planer. F.eks. Gennem meditation, stilhed eller bøn. For høje og urealistiske forventninger til din egen rolle som “frelser” gør dig skuffet, når andre ikke er modtagelige for din hjælp. Vær særlig obs på en tendens til at moralisere, for andre føler måske, at du presser din version af sandheden ned over hovedet på dem. Dermed skubber du måske dem, du elsker væk fra dig. At udvikle større forståelse for hvornår en hjælp er en hjælp, og hvornår det er mest kærligt og respektfuldt at vente, indtil du bliver bedt om hjælp eller råd, er vigtig del af din livsrejse. Dermed undgår du at falde i gamle “hjælpe mønstre”.

Din tendens til helst at ville se verden gennem lyserøde briller er en forsvarsmekanisme. Ved at insistere på at opretholde høje idealer forsøger du at fastholde din fantasiverden og dermed undgå den smerte og lidelse, som sikkert var en del af din opvækst. For at genfinde kærlighed, glæde og troen på dig selv og en højere mening med dit liv, må du begynde at se på ensomhed, smerte og lidelse som “healere”.  De er effektive midler til blødgøring af dit ego, således at en større indfølingsevne og åndelig bevidsthed kan fødes i dig. De er dog kun nødvendige, i det omfang du “nægter” at lytte til din indre visdom.

Ved at holde op med at identificere dig så meget med den måde, DU mener at tingene ideelt bør være på, finder du sjælefred. Således vil du opnå en langt mere rummelig grad af forståelse og være et kærligt eksempel for andre med din uselviske væren, glæde, optimisme og tro.

 

Læs også disse artikler

Forrige
Forrige

Årshoroskop for Fiskene

Næste
Næste

Dagens stjerner - Februar 2024