Asteroiderne Narcissus og Echo

Af Pernille Ørskov

Narcissus er asteroide nr. 37117.

 

Asteroiden Narcissus er forbundet med påskeliljen og kan derfor være relevant at læse op på her i påskedagene. Læs mere om myten om den unge mand Narcissus, som også har givet navn til narcissisme. Du kan også læse om asteroiden Echo og sammenhængen med myten om Narcissus.

 

Som med alle andre planeter og asteroider, ligger der en myte bag asteroiden Narcissus. En myte, der er brugbar i forhold til at tolke asteroiden i vores individuelle horoskop.

 

Påskeliljen (Narcissus) symboliserer grundlæggende nye begyndelser, fornyelse, optimisme, inspiration og selvkærlighed, hvilket jo stemmer rigtig godt med foråret og Påskens energi. Men det kan også være et tegn på tidlig død.

 

Myten om Narcissus, er at den er en ung mand, der i en ekstrem form for selvkærlighed bliver så optaget af sit eget spejlbillede, at det fører til hans død. Narcissus genopstår herefter som en påskelilje og tiltrækker Persephone, der skaber scenen, hvor hun bliver taget til Hades.

 

På et meta plan er det måske vores selvoptagethed der bringer os ind i skyggearbejdet. Men måske også vores ønske om fornyelse og større selvkærlighed. Både/og. Vi kan se et overdrevent fokus på os selv, men også muligheden for at lære os selv at kende og finde ud af hvem vi er og måske finde en del af os selv, vi har mistet.

 

Kernen i Narcissus myten er, at han er hjerteløs. Han afviser alle - uanset hvem, det er, der er interesseret i ham - mænd, kvinder eller nymfer. Narcissus afviser også Echo, der er blevet forbandet af Hera, fordi hun syntes, at hun talte for meget. Echo kan derfor kun gentage det sidste af en sætning. Echo bliver forgabt i Narcissus, men den eneste måde hun kan få ham, er ved at opgive sig selv. Alligevel afviser Narcissus hende, kaster hende ind i en livslang sorg, hvor hun dør og bliver til sten. Kun Echos stemme bliver tilbage.


En af de mange afviste bejlere beder til Nemesis, og anmoder hende om at forbande Narcissus, så han selv oplever ugengældt kærlighed. Narcissus ser sig selv i en vandspejling og bliver så forgabt i sig selv. Men han kan ikke ”få” sig selv, så han sygner hen og dør af sin ugengældte kærlighed.

 

Det er vigtigt at nævne, at Narcissus i nogle myter ikke er optaget af sit eget spejlbillede, men faktisk ser sin afdøde tvillingesøster i vandspejlingen og derfor ikke kan løsrive sig.

 

At han og myten i dag associeres med narcissisme giver sig selv. Det der måske ikke ligger ligeså lige for er, at narcissisme og selvopofrelse opstår af det samme. Nemlig at begge personlighedsforstyrrelser er udtryk for, at noget i os er blevet afvist. Det er på baggrund af afvisningen, at vi anvender en af de to strategier til at få det, vi ønskede.

 

Det centrale i myten om Narcissus er, udover det åbenlyse, narcissismen, og et ekstraordinært fokus på en selv, ikke at kunne se værdien af andre og andres perspektiv, herunder afvisning. Både afvisning fra andre, men også af en del af os selv. At have isoleret en del af os selv, som vi ikke er i kontakt med, og dermed ikke kan se andres behov. Måske at have afvist vores ægte selv, til fordel for et uægte selv, dvs. et selv, vi selv har skabt.

 

Det siges, at når en af vores planeter er i kontakt med en andens Narcissus i synastrien, er vi netop i risiko for at blive afvist af dem. Omvendt har vi også en tendens til at afvise andre, når vores Narcissus aspekterer andres planeter.

 

Når det sker i en forælder-barn relation, kan det danne livslange mønstre for at blive fanget i narcissisme.

 

Mens vi, med et fokus på selvopofrelse, lærer, hvor vi ikke må elske os selv først (og derfor skal genlære det i en sen alder), har Narcissus det med at blive undertrykt. Det kan være den del af os vi afviser. Og hvis det er tilfældet, kan vi i høj grad projicere vores egen narcissisme på andre, hvorefter det først bliver indviklet.

Asteroiden Echo og sammenhængen med Narcissus

Echo er asteroiden nr. 60.

I synastrien anses Echo af nogle astrologer som et ”soul mate aspekt” ift. Narcissus. Jeg ser det dog nærmere som et fascinations aspekt. Muligvis med et aspekt omkring ugengældt kærlighed.

 

Echo symboliserer der, hvor vi mister os selv, hvor en gave bliver taget fra os, vores evne til at udtrykke os eller vores behov. Det er her hvor den, vi er blot bliver et ekko af andre eller gentagelsen af et mønster (særligt hvis Echo fx er i aspekt til Månen). Det kan også være her, vi ”kopierer” andre eller kæmper med at finde ud af, hvem vi virkelig er. Ikke tør udtrykke os, af frygt for at blive dømt, og derfor lader andre overtage kontrollen.

 

Vi har svært ved at stå op for os selv, at danne vores egne meninger og synes måske blot det andre synes.

Forrige
Forrige

Venus i Tvillingen

Næste
Næste

Narcissus retrograd i Skorpionen