Asteroiden Ariadne
Asteroide nr. 43
Hende har jeg aldrig skrevet om før.
Ariadne står i Løven lige nu, midt mellem måneknuderne. Det vender jeg tilbage til sidst i artiklen. Først til myten.
Ariadne er nok mest kendt for sin tråd/ garnnøgle som er blevet udtryk for en proces/at løse et problem (puslespil, matematik, eller etisk dilemma) ved at anvende alle/mange mulige løsningsmodeller. Det gør man ved at dokumentere sin proces. Det vil sige, at man for hver lille beslutning der skal tages følger ét logisk spor (der ikke allerede har bevist at være en blindgyde) til det spor er udtømt. Herefter vælger man næste spor, og næste osv. forudsat det ikke modsiger det foregående, i hvilket fald det ellers vil være et blindt spor. Lidt som at følge brødkrummerne.
Det kan lyde som ”trial and error” proces, men det er det ikke. Trial and error sjældent er optaget af hvor mange løsninger der er på et problem. Trial and error er fokuseret på løsningen, Ariadnes tråd fokuseret på alle mulige løsninger og at finde dem. Processen bliver derfor vigtigere end målet. At finde næste brødkrumme, frem for hvor brødkrummerne ultimativt leder derhen.
Tråden kommer fra myten om Ariadne, hvor hun lagde et garnnøgle ud gennem en labyrint for at redde Theseus fra en minotaur.
Myten er, at Theseus var udvalgt til/meldte sig frivilligt til at slå minotauren ihjel. Ariadne blev forelsket i ham ved første blik og lovede at hjælpe Theseus mod at han fik hende væk fra øen Naxos. De løb væk sammen og hun svigtede både sin far og hans kongerige for Theseus.
Herefter var det vist nok Theseus tur til at svigte Ariadne og forlade hende. Hvorefter Dionysos fandt hende sovende på stranden, blev forelsket i hende og giftede sig med hende og helede hende.
Astrologisk har hun det derfor med at forbinde sig til svigt, at blive forladt, men også denne her hellige union med et andet menneske, efter at have oplevet svigt og bedrag.
Hun er sjælens labyrint, for hendes garnnøgle symboliserer sjælens vej gennem labyrinten. Det kan virke helt off det vi gør, umiddelbart at gå en anden vej, end det vi tror/hovedet tror vi skal, men sjælen ved hele tiden at den er på vej mod målet/udgangen. Som en del af processen, skal vi blive forvirret, miste overblikket, desorienterede, så vi er i stand til at slippe de lineære logiske tankeprocesser og åbner os for intuitionen, sjælens stemme.
Vi begynder at se, at vi faktisk aldrig – ikke var på vej, eller mistede vores vej/retning, det vi mistede (eller rettede åbnede os for) var vores identifikation med det rationelle.
Ariadnes tråd er dermed symbol på sjælens viden om, hvordan vi reelt når til at udtrykke det dybe selv, vi er her for at udtrykke, der overruler egoets viden om, hvordan vi gør det. Hun er dermed den der sætter gang i en dybere søgen efter os selv, viden om os selv. Labyrinten symboliserer vores egos frygt for død (og minotauren), og hvordan sjælen leder os gennem mørket og ud i lyset igen. Men også om, hvordan vi holder fast i den viden vi har fået, når vi træder ud i lyset igen, og frigør os fra introspektionen og selvreflektionen og integrerer det vi har lært. Og måske igen og igen går ind i labyrinten, hver gang med større tillid og overgivelse til processen, hvor vi kommer tættere og tættere på sjælens stemme.
Igen processen er vigtigere end målet.
Så hun viser os som arketype, hvordan det at blive forladt/forrådt, er med til at skrælle lag af os, eller rettere vores mentale ego eller illusioner, for at vende tilbage til en mere ægte og dybere selv og finde vores guddommelige forbindelse.
Hun forlader sin familie (4. hus) bliver forladt af sin elsker (8. hus) og vågner (helt bogstaveligt da Dionysos finder hende sovende på stranden) sin soul mate (12. hus) Så hun har en dyb forbindelse til vandhusene og vores følelsesmæssige/sjælsmæssige udvikling.
Pt. står hun i Løven. Og for mig indikerer det, at vi for alvor er nødt til at slå logikken fra, og følge det vores hjerte ønsker vi skal følge. Også selvom det er helt ulogisk. Også selvom det ikke er praktisk. Også selvom det ikke ”giver mening” og gruppen forsøger at tale os fra det. Vi er nødt til at have tillid til at det der lyser os op, er den tråd vi skal følge. Det der fylder os med passion og glæde er der, hvor vi skal gå hen.
At vi måske støder ind i mørket undervejs, men det betyder ikke, at vi ikke er på rette vej. Og at vi skal styre væk fra det det der giver os ydre anerkendelse, status, ser ud af noget i andres øjne, og gå mod det der bare føles godt. Det der gør os glade. For sjælen er meget, meget klogere end vores logiske hjerne nogensinde bliver. Sjælens og hjertets veje er som bekendt uransagelige.
